86-årig kvinde dør: Ville redde veninde fra voldtægt
Hendes heltemod kostede hende livet.
En 86-årig kvinde fra Californien er død, fordi hun ville redde sin 61-årige veninde fra at blive voldtaget. Det skriver News Hub.
Fusako Petrus gik en tur sammen med sin veninde, Arden Arcade, klokken seks en onsdag morgen. De to kvinder var vant til at gå morgenture sammen, men denne morgen blev de angrebet.
– De gik ture her i 30 år og bor i nabolaget. De tog alle forholdsregler og gik sammen. Så det er forfærdeligt, at nogen alligevel angreb dem, fortæller Vicki Butler, der er en ven af familien til KCRA.
Slog ham med en stok
De to kvinder gik på en løbebane tæt på et gymnasium, da en 18-årig mand hoppede frem og angreb Arden. Teenageren tog kvælertag på den 61-årige kvinde, og Petrus prøvede at beskytte sin ven ved at slå angriberen med en lille stok.
Trods den 86-åriges kampvilje overfaldt teenageren alligevel begge kvinder. Det lykkedes dog den 61-årige at undslippe på grund af venindens heltemod. 86-årige Petrus døde.
Samme eftermiddag blev den mistænkte anholdt, fordi han havde angrebet endnu en ældre kvinde. Da politiet kom, var han stadig på gerningsstedet.
– Du tror, at de er skrøbelige kvinder, men de er sejlivede, fortæller Butler om sin ældre veninde.
Ifølge efterforskerne kendte kvinderne ikke teenageren, der angreb dem. De mener, angrebet var helt uprovokeret. Vennerne boede kun et par huse fra hinanden og gik regelmæssigt turen på løbebanen om morgenen.
– Hver dag gik de. Men ting sker og man ved ikke hvornår. De har gået sammen i flere år, fortæller datteren til den overlevende veninde.
Den mistænkte er fængslet, mistænkt for mord og vold.