Åbner for populære ferieområder

Fase 3 af genåbningen for rejser træder i kraft 14. maj. Det kan åbne for en lang række feriedestinationer

Snart kan danskerne igen komme til Mallorca og Gran Canaria. (Foto: BORJA SUAREZ/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Snart kan en række regioner i Europa blive farvet gule i stedet for orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Det vil betyde, at danske borgere igen kan rejse til nogle af de mest populære feriedestinationer uden at skulle gå i isolation, når man kommer hjem.

Fase 3 af genåbningsplanen for rejser, der blev aftalt i april, træder nemlig i kraft 14. maj.

Her vil smittegrænsen for, hvornår Udenrigsministeriet fraråder rejser til et land eller en region, blive lempet.

Incidensgrænsen bliver ændret fra 30 smittede per 100.000 indbyggere om ugen til 60 smittede per 100.000 indbyggere.

Som det ser ud i øjeblikket, betyder det, at danske borgere eksempelvis kan tage til de spanske øer Mallorca og Gran Canaria eller den græske ø Korfu. Og det er vel og mærke uden at skulle gå i selvisolation.

Hos rejseselskabet Spies har man da også allerede gjort sig klar og melder om stor interesse.

22. maj sender selskabet det første charterfly mod Mallorca, og her flyver man også til græske Rhodos. I juni forventer man blandt andet at tilføje Gran Canaria, Tenerife, Madeira og Kreta.

Tryk på hos Spies

Administrerende direktør Jan Vendelbo fortæller, at telefonerne kimer.

– Der er rigtig, rigtig mange kunder, der vil afsted. Vi måtte i går kalde ekstra personale ind, fordi der var så meget tryk på. De to første fly blev udsolgt i weekenden.

– Vi ligger lige nu på 25-30 procent af et normalt år. Vi regner med, at vi i bedste fald kan få solgt 50-60 procent af det, vi normalt ville sælge, siger Jan Vendelbo.

Spies’ salg af rejser til oktober er højere end sædvanligt, og også i august og september er der gang i salget. Mange kan have valgt senere datoer, fordi der så er større chance for at komme afsted.

– Normalt ville vi sende 40.000 afsted i juli. Får vi godt 20.000 afsted, så er vi meget glade, siger han.

Søndag er det 219 dage siden, at Spies sidst havde et fly i luften, og Jan Vendelbo lægger ikke skjul på, at han helst havde været incidensgrænser foruden.

– Vi havde absolut helst set, at der ikke var de her grænser. Det havde vi håbet, men det har man valgt ikke at følge, siger han.

Ifølge Jan Vendelbo mangler de græske regioner at indsende oplysninger til det danske udenrigsministerium om testede og positivprocenten. Når de gør det i maj, forventes det, at flere græske destinationer vil leve op til kravene.

I aftaleteksten om rejsegenåbningen, der blev indgået 13. april, står der, at fase 3 træder i kraft, når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Det kommer ikke til at være tilfældet inden 14. maj, men Udenrigsministeriet bekræfter søndag, at fase 3 alligevel træder i kraft på denne dato.

Powered by Labrador CMS