Advarer: Du risikerer bøde på 700 kroner

Mange cyklister bryder enten bevidst eller uforvarende reglerne for cykellygter. I bedste fald koster det 700 kroner i bøde - i værste fald koster det ulykker

Hver tredje bilist har ofte oplevet cyklister uden lys, som derfor var svære at se. Det viser en rundspørge fra Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).
Hver tredje bilist har ofte oplevet cyklister uden lys, som derfor var svære at se. Det viser en rundspørge fra Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Om vinteren er det ofte mørkt, når man cykler på arbejde, mørkt når man cykler hjem, og mørkt når man henter ungerne.

Derfor skal der lys på cyklen. Men her ser mange cyklister lidt for stort på reglerne.

44 procent af danskerne vil eksempelvis cykle alligevel, selv om de har glemt lygterne. Det viser en rundspørge fra Kantar Gallup og Rådet for Sikker Trafik.

- Der er simpelthen for mange, som ser stort på reglerne eller vil tage chancen. Og det kan blive virkelig farligt, siger Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

Det skyldes, at man som cyklist er svær at se uden lys.

Det oplever man dog typisk ikke selv som cyklist, fordi man frit kan kigge sig omkring og se de andre, siger Pernille Ehlers.

- Men inde fra en bil kan det være enormt svært at se en cyklist i mørket. Der er blinde vinkler, spejlinger i ruderne og konkurrerende lys fra andre biler, uddyber hun.

Billygter er blevet kraftigere

Samtidig er billygter blevet kraftigere, fordi flere er overgået til LED.

- Det betyder, at alt, hvad der ikke har lys på, eller som ligger uden for lyskeglen, er blevet forholdsvis sværere at se, uddyber Pernille Ehlers.

En anden faldgrube er lysforholdene.

Nogle tror, at man kun skal køre med lygter, når det er mørkt.

Men det er også lovpligtigt i tåge, kraftig regn eller slud.

- Igen skal man huske på, at bilisterne får nedsat sigtbarhed, når der er sne og regn på ruderne, siger Pernille Ehlers.

Gadelygter hjælper ikke

For nylig var politiet tilsvarende ude og slå på tromme for, at bilister kører med lys i vintermånederne - også selv om det ikke er blevet mørkt.

39 procent af danske cyklister 'vil cykle forsigtigt videre', selv om de har glemt lygterne. 5 procent ville være ligeglade og cykle fuldstændigt som normalt, selv om de havde glemt lygter. Det viser en ny rundspørge fra Kantar Gallup og Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).
39 procent af danske cyklister "vil cykle forsigtigt videre", selv om de har glemt lygterne. 5 procent ville være ligeglade og cykle fuldstændigt som normalt, selv om de havde glemt lygter. Det viser en ny rundspørge fra Kantar Gallup og Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).

Og apropos spørgsmålet om mørke eller ej er det endnu en faldgrube.

Nogle bruger eksempelvis gadelygterne som pejlemærke for, om de selv skal have lygter på cyklen.

Men det duer ikke, forklarer Pernille Ehlers.

- I stedet skal man navigere efter den såkaldte lygtetændingstid, som er fra solnedgang til solopgang. Hvis du er i tvivl, så kør med lys, råder hun.

Køb ordentlige lygter

En anden faldgrube er lygter, som giver falsk tryghed.

Det gælder eksempelvis meget små cykellygter med knapcellebatterier.

Nogle modeller lever ikke op til kravene, fordi de er købt på nettet fra udlandet. Andre modeller lever måske nok op til lovkravene ved køb, men bliver hurtigt drænet for batteri.

- Hvis du tror, du kører med lys bagpå, men du reelt ikke gør - så er det jo en falsk tryghed. Til gengæld kan de små lygter være fine som backup i en nødsituation, siger Pernille Ehlers.

Husk også at have styr på selve monteringen.

Lygterne skal være "fastgjort til køretøjet på en måde, der sikrer, at lygten ikke ændrer indstilling under kørslen", lyder det i "Bekendtgørelsen om cyklers indretning og udstyr", oplyser retsinformation.dk.

Samtidig skal "lygtens kernestråler pege henholdsvis lige fremad og lige bagud".

Rygsæk eller cykelhjelm holder ikke

Derfor er det hverken tilstrækkeligt at montere baglygten på en rygsæk eller tænde den røde diodelampe, som sidder i nakken på flere cykelhjelme.

- Men det kan igen være et fint supplement til lyset på cyklen, tilføjer Pernille Ehlers.

Overvej magnetlygter eller fastmonterede dynamolygter, hvis du ofte glemmer lygterne. Det anbefaler Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).
Overvej magnetlygter eller fastmonterede dynamolygter, hvis du ofte glemmer lygterne. Det anbefaler Rådet for Sikker Trafik. (Arkivfoto).

I den omvendte grøft duer det heller ikke, at du har en projektør af en forlygte, som blænder.

Cykellygter må nemlig ikke blænde den øvrige trafik, oplyser retsinformation.dk.

Og i bekendtgørelsen for cyklers udstyr lyder det, at "forlygter, som er beregnet til anvendelse på en ubelyst vej, skal være indstillet med et fald".

- Det kan eksempelvis være en forlygte på en elcykel, som ofte er kraftig. Så sørg for, at den er vippet lidt nedad, nævner Pernille Ehlers.

Sådan bliver du en sikker cyklist

Newsbreak.dk har bedt specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik Pernille Ehlers komme med sine bedste råd for at undgå at blive en del af ulykkesstatistikken for cyklister

  • Se dig godt for, og brug tid på at se dig for.
  • Giv tegn. Vis, hvad du vil, så de andre kan se, hvad du vil. Og hold selv øje med de trafikanters hensigt.
  • Vær opmærksom – drop musikken i ørene og mobilen og alt muligt andet, der kan mindske din opmærksomhed på trafikken.
  • Vis hensyn, og lad være med nødvendigvis at holde på din ret – det kan være ret farligt at holde på din ret nogle gange (Pernille Ehlers understreger denne pointe med en meget sigende anekdote fra en gang, hun var indlagt på hospitalet, hvor hun lå på stue sammen med en mand, der var kommet alvorligt til skade som cyklist. Han var blevet ramt af en modkørende bil, der skulle svinge til venstre i et kryds. “Jamen, jeg havde set, at han kom kørende, og jeg kunne også godt se, at han kørte stærkt, men det var jo ham, der skulle holde tilbage,” gengiver Pernille Ehlers hans forklaring på ulykken).
  • Husk lygter og cykelhjelm.
  • Sørg for at være opmærksom på glatte veje i vintertiden. Hvis der er glat så sæt farten ned og pas godt på – kør eventuelt afsted i lidt bedre tid.
Powered by Labrador CMS