Advarsel: Arla trækker populær yoghurt tilbage
Har du købt denne yoghurt, så smid den ud eller levér den tilbage, hvor du har købt den
Arla Foods tilbagekalder tre partier Yoggi-yoghurter.
Det drejer sig om: Yoggi 1 kg jordbær – holdbarhedsdato MHT 27/2-2016, Yoggi 150 g jordbær – holdbarhedsdato MHT 28/2-2016 samt Yoggi 1 kg pære/banan – holdbarhedsdato MHT 27/2-2016.
Du kan se hvordan de tilbagetrukne yoghurter ser ud i billedgalleriet her over artiklen.
Alle de tilbagekaldte yoghurter er fremstillet på Arlas mejeri i Brabrand, der har mejerinummer “M191”.
Problemet med yoghurterne er, at de gærer og det får dem ifølge Arla til at “svulme”.
Ingen sundheds-risiko
“Der er ingen sundhedsrisiko forbundet med produkterne. Fødevaremyndighederne er underrettet. Nogle af produkterne får så meget luftudvikling, at kartonerne svulmer og i visse tilfælde går der hul på dem, så de lækker produktet. Fejlen skyldes et lavt indhold af gær i produkterne”, skriver Arla i en pressemeddelelse.
Arla oplyser, at hvis man har købt en af de “svulmende” yoghurter, kan man få pengene tilbage ved enten at fremvise yoghurten eller en kvittering i den butik, hvor produktet er købt.