Advarsel: Forsikring på elektronik kan være spildte penge
Danskerne køber forsikringer i stor stil, og især er butikkernes elektronikforsikringer meget populære. Men det kan langt fra betale sig for alle.
En forsikring til opvaskemaskinen, en forsikring til computeren, en forsikring til fjernsynet og en forsikring til mobiltelefonen. Sådan forsikrer mange danskere sig.
Flere og flere danskere køber nemlig en ny forsikring, hver gang de køber elektronik, men den form for forsikring kan være både meget dyr og helt unødvendig.
– Det er meget positivt, at danskerne forsikrer sig, men mange investerer i overflødige forsikringer, når de køber en ny forsikring til hvert nyt produkt, de investerer i. I stedet bør man være opmærksom på, at der findes et alternativ til forhandlernes individuelle tillægsforsikringer, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.
De fleste forsikringsselskaber tilbyder, at man kan udvide indboforsikringen med en elektronikforsikring for et ekstra beløb om året, og så er al elektronik i hjemmet dækket af den samme forsikring.
– Det er dyrt, hvis man investerer i en ny forsikring, hver gang man køber elektronisk udstyr. Man kan nemt ende med betale for fem til ti forskellige forsikringer for at være fuldt dækket, hvis uheldet er ude. For mange kan det i stedet betale sig at supplere indboforsikringen med én samlet elektronikforsikring, der dækker al elektronisk udstyr i hjemmet – lige fra vaskemaskinen til computeren,fortæller Lise Agerley.
En elektronikforsikring som tillæg til indboforsikringen har i de fleste tilfælde også en bedre dækning end butikkernes tillægsforsikringer.
Tjek din forsikring
Er man kommet hjem med en eller flere tillægsforsikringer fra en butik, kan det være en god idé at tjekke, hvad der bedst kan betale sig – en tillægsforsikring til hvert produkt eller en elektronikforsikring, der dækker alle produkter i husstanden.
– Du har 14 dages fortrydelsesret, når du har købt en tillægsforsikring i en butik. Så hvis du lige er kommet hjem med en ny fladskærm og en tilhørende tillægsforsikring, er mit råd, at du kigger på regningen og forsikringsbetingelser og vurderer, om det kan betale sig i forhold til en elektronikforsikring hos dit forsikringsselskab. Hvis tillægsforsikringen er for dyr i forhold til dit behov, så gå ned i butikken og få pengene tilbage og få lavet en elektronikforsikring hos et forsikringsselskab i stedet, lyder rådet fra Lise Agerley.
Flere forsikringsselskaber udbyder elektronikforsikringer til mellem 500 og 1.000 kroner om året.
Forsikringsselskabernes elektronikforsikring
En elektronikforsikring som tillæg til indboforsikringen har i de fleste tilfælde en bedre dækning end butikkernes tillægsforsikringer.
•De fleste forsikringsselskaber tilbyder, at du kan udvide din indboforsikring med en elektronikforsikring for et ekstra beløb om året.
•Elektronikforsikringen dækker funktionsfejl på alle elektroniske apparater, som er under 4 år. Elektroniske apparater er alt fra tablets og smartphones til opvaskemaskiner og køleskabe.
•Forsikringen koster mellem 500 til 1.000 kr. årligt og omfatter alle husstandens elektroniske apparater.
Kilde: Alka