Advokat efterlyser prins Andrew via busreklame

Der bliver taget nogle noget utraditionelle metoder i brug i Epstein sagaen for at få prins Andrews til at kontakte FBI.

Udgivet Opdateret

Mon ikke en hel del af Londons befolkning og turister spærrede øjnene en smule op i løbet af lørdag og søndag den 22. og 23. februar. Her kunne man nemlig se en gul skolebus, der kørte rundt og rundt ved Buckingham Palace med en påmonteret plakat med en efterlysning. Det skriver Harpers Bazaar.

Artiklen fortsætter under videoen

“Hvis du ser denne mand, så bed ham om at ringe til FBI for at besvare deres spørgsmål”, stod der på plakaten, som også indeholdt et foto af prins Andrew samt telefonnummeret til FBI.

Bag tiltaget står den amerikanske advokat Gloria Allred, der repræsenterer en række sex-krænkede kvinder i Jeffrey Epstein sagen. En sag, som har skabt kæmpemæssige problemer for prinsen på grund af hans involvering og venskab med nu afdøde Epstein.

“Jeg har opfordret ham til at tale med FBI om Jeffrey Epstein i både radio og tv og ved at sende et personligt brev til ham i december 2019. Jeg repræsenterer fem af Jeffrey Epsteins ofre og har anlagt retssager i New York på vegne af de tre af dem”, siger Gloria Allred.

Hun fortæller også, at Andrew ikke har svaret på brevet og at han heller ikke har reageret på en opfordring om at henvende sig til FBI, der blev fremsat på en pressekonference i New York for nylig.

Prins Andrew har været udsat for intens kontrol og opmærksomhed i sagen. Ikke mindst fordi en amerikansk kvinde, Virginia Giuffre, påstår, at hun af flere omgange blev tvunget til at have sex med prinsen af Epstein, da hun blot var 17 år gammel. Noget som prinsen dog hårdnakket nægter.

Hele misæren fik ham i november 2019 til at trække sig fra sine royale pligter og i en erklæring gav han udtryk for, at han er villig til at hjælpe enhver retslig instans med efterforskningen.

Det er den hjælp, Gloria Allred efterlyser.

“Jeg mener, ofrene er blevet nægtet retfærdighed i sagen om Jeffrey Epstein. I det mindste fortjener de at kende sandheden. Prins Andrew kunne og burde fortælle det han ved til FBI. For der pågår stadig undersøgelser af, hvem der måske har konspireret med Jeffrey Epstein om sexhandel med mindreårige piger”, siger hun til Harpers Bazaar.

Powered by Labrador CMS