Alvorlig opdagelse: 100 kilo gift siver ud i dansk å – hvert år

Giftigt.

100 kilo kræftfremkaldende vinylklorid siver ud i Grindsted Å fra Grindstedværkets giftdepoter, skriver Ingeniøren. Foto: Palle Hedemann/Scanpix
Udgivet Opdateret

Forskere fra DTU har opdaget en ny og alvorlig forurening fra en fabriksgrund i Grindsted, hvor det daværende Grindstedværket frem til 1970’erne deponerede spildevand, skriver Ingeniøren.

Hvert år siver 100 kg af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra giftdepoterne i Grindsted og lige ud i Grindsted Å. Her føjer det et nyt kapitel til sagen om forurening fra værket, hvoraf giftdepoterne i Kærgaard Klitplantage er det mest kendte.

Vinylklorid er et nedbrydningsprodukt, som stammer fra klorerede opløsningsmidler. Disse stoffer er sammen med en lang række andre stoffer blevet brugt i produktionen på Grindstedværket.

Professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø, som har stået i spidsen for forskningsprojektet, kalder fundene opsigtsvækkende:

– Der er tale om en meget voldsom udsivning, ubetinget en af de største i Danmark. Selv på verdensplan er der tale om en meget stor forurening, fastslår han over for Ingeniøren.

DTU-forskerne har fundet forureningen i et projekt med støtte fra blandt andre Miljøstyrelsen, hvor de fokuserer på at udvikle bedre metoder til at måle den samlede mængde forurening. De nye metoder kan ifølge Poul Løgstrup Bjerg være forklaringen på, at forureningen ikke er fundet tidligere.

Kræftfremkaldende

Netop fordi vinylklorid er kræftfremkaldende, er den tilladte mængde sat lavt til 0,05 mikrogram per liter. Men grænsen er tæt på forureningsudløbet overskredet 100 gange, og syv kilometer nede ad åen er den overskredet 20 gange.

Grindstedværket hørte under Danisco, der i dag er overtaget af den amerikanske kemivirksomhed Dupont. Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by – heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.

En anden professor på DTU Miljø, Anders Baun, der er ekspert i at risikovurdere kemikalier, fremhæver, at vi normalt slet ikke accepterer kræftfremkaldende stoffer i vandmiljøet.

– Hvis det havde været en virksomhed, der havde udledt stoffer af denne type, var det blevet stoppet øjeblikkeligt, fastslår han.

Ryd op

Forureningen af Grindsted Å bliver yderligere presserende, fordi Danmark i overensstemmelse med EU’s regler i 2014 ændrede jordforureningsloven, så overfladevand i søer, åer og havvand skal prioriteres.

Det betyder, at forureninger, der truer natur og overfladevand, skal håndteres på lige fod med forureninger, der truer grundvand. Det hjælper dog ikke meget, når der ikke er penge i kassen, påpeger formanden for miljøudvalget i Region Syddanmark, Jørn Lehmann Petersen (S).

– Jeg tror ikke, folketingspolitikerne har opdaget, hvor omkostningstung jordforureningsloven er. Det er tidligere skønnet, at en oprydning i Grindsted by vil koste omkring 100 mio. kr., og det beløb holder næppe længere, siger han.

Jørn Lehmann Petersen mener derfor, at den nuværende ejer af Grindstedværket, altså kemigiganten Dupont, bør betale for oprydningen, selv om deponeringen af spildevand skete med myndighedernes tilladelse.

Dupont har ikke ønsket at svare på Ingeniørens spørgsmål om den nyopdagede forurening.

Powered by Labrador CMS