Ansat lavede tastefejl: Chefen får kæmpebøde

Ejerene af Holmegaard Gods, Christian Danneskiold Lassen har fået en miljøbøde efter en kostbar tastefejl.

En taste-fejl er blevet særdeles kostbar for en godsejer. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

En tastefejl i gødningsregnskabet fik onsdag kedelige konsekvenser for godsejeren på Holmegaard Gods, Christian Danneskiold Lassen.

Ved retten i Næstved blev han nemlig idømt en bøde på 60.000 kroner for at have overskredet kvoten med kvælstof med 12.480 kg.

Det skriver Sjællandske.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Sagen daterer sig tilbage til 2013-2014, hvor godsejerens forvalter – angiveligt ved en fejl – havde tastet forkerte tal ind i et gødningsregnskab til Landbrugsstyrelsen.

– Det er min fejl. Jeg begik en tastefejl, da jeg indsendte gødningsregnskabet, og det opdagede jeg først halvandet år senere, da Landbrugsstyrelsen aflagde et kontrolbesøg, forklarede forvalteren i retten.

Han afviste – sammen med godsejeren – at have hældt for meget kvælstof ud over markerne, og forsvarer Uffe Baller forlangte øjeblikkelig frifindelse.

– Min klient har altid sat en ære i at drive sin virksomhed ordentligt, og hvis han bliver dømt vil det gøre ondt helt ned til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, sagde Uffe Baller.

Men lige lidt hjalp det. Dommeren kendte godsejeren skyldig, men nedsatte anklagemyndighedens bødekrav på 124.000 kroner på grund af forældelse.

Holmegaard Gods driver landbrug på 1862 hektar jord, fordelt på godserne Holmegaard, Juellinge og Tryggevælde.

Powered by Labrador CMS