Arbejdstilsynet får hård kritik: Ville ikke anerkende dødsulykker

Arbejdstilsynet har sjusket med deres lister over dødsulykker i Danmark. Nu kræver beskæftigelsesministeren, at de laver en retvisende statistik.

Arbejdstilsynet møder hård kritik. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Arbejdstilsynet skal rette i opgørelserne over, hvor mange personer der har mistet livet efter arbejdsulykker i Danmark. Det skriver Fagbladet 3F.

Det sker efter, at Fagbladet 3F har afdækket, hvordan en 45-årig, polsk arbejder i 2011 døde efter, at han faldt syv meter ned på et betongulv på en byggeplads i Hedensted. Og hvordan en 48-årig, litausk arbejder i 2016 døde efter, at være faldet otte meter ned på et betongulv på en byggeplads i Dragør.

Dengang registrerede Arbejdstilsynet ikke de to dødsulykker. Det er først sket nu.

Efterfølgende har Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), i en skriftlig orientering til beskæftigelsesudvalget i Folketinget slået fast, at der skal være styr på statistikken over dødsulykker.

– Der skal være et retvisende billede af antallet af arbejdsrelaterede dødsulykker, og der må ikke herske tvivl om Arbejdstilsynets opgørelser, skriver han.

Har taget for lang tid

Formand for beskæftigelsesudvalget i Folketinget Bent Bøgsted (DF), er ikke tilfreds med den langsommelige proces.

– Det er stærkt kritisabelt, at Arbejdstilsynet har været så lang tid om at anerkende og registrere de to dødsulykker, siger han.
Tilsynet har overfor Fagbladet 3F tidligere afvist, at der var en dokumenteret sammenhæng mellem de to arbejderes ulykker og deres død. Men efter beskæftigelsesministeren pålagde Arbejdstilsynet at stramme op, ændre praksis på området og undersøge sagerne igen, er tilsynet nået frem til, at der i begge tilfælde var tale om arbejdsrelaterede dødsulykker.

Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) håber, at Arbejdstilsynet tager ved lære af fejlene.

– Det er dybt pinligt og uprofessionelt. Jeg undrer mig over, at vi skulle igennem en så lang proces, før Arbejdstilsynet erkender fejlene. Når folk falder ned fra så mange meters højde og bliver alvorligt kvæstede, kan man vel lægge to og to sammen, siger Karsten Hønge.

Beskæftigelsesministeren er ked af, at det har taget så lang tid.

– Jeg vil gerne understrege, at det er meget beklageligt, at Arbejdstilsynet først nu fra politiet har modtaget den nødvendige dokumentation for årsagssammenhængen, der gør, at den konkrete sag kan registreres som en dødsulykke, skriver Troels Lund Poulsen til beskæftigelsesudvalget.

Powered by Labrador CMS