Auktion: Sov med dyrene i Zoo

Du kan byde på en overnatning midt i Zoo. Pressefoto
Udgivet Opdateret

For at rejse penge til beskyttelsen af truede næsehorn i Sydafrika, sætter Københavns Zoo en overnatning midt i Zoo på auktion

Hvis man drømmer om at vågne op blandt eksotiske dyr i Kristi Himmelfartsferien, så er chancen der nu.

Fredag sætter København Zoo i samarbejde med Scandic nemlig for første gang en overnatning midt i Zoo på auktion. Pengene går til at beskytte de truede næsehorn i Sydafrika.

Det er som regel nødvendigt at rejse et godt stykke sydpå for at overnatte helt tæt på løver, elefanter og næsehorn. Det laver Købehavn Zoo og Scandic nu om på for en stund med en auktion, hvor højeste byder kan se frem til en overnatning på et Scandic hotelværelse blandt Zoos mange dyr.

Byd og støt næsehornene

– Formålet med auktionen er kort og godt at samle penge ind til at beskytte de sydafrikanske næsehorn i Pilanesberg Nationalpark. Sidste år skød krybskytter lidt over 1.000 næsehorn i Sydafrika alene, og griber vi ikke ind, risikerer vi at miste de sidste næsehorn i løbet af et par årtier, siger videnskabelig direktør Bengt Holst fra København Zoo.

Pengene går ubeskåret til indkøb af udstyr, uddannelse af antikrybskytteenheder og overvågning af næsehornsbestanden i Pilanesberg Nationalpark

Højeste byder får en overnatning i en blød seng på et fuldt udstyret Scandic-hotelværelse med bad, toilet og Wi-Fi. Opholdet er inklusiv morgenmad og en rundvisning i Zoo efter lukketid.

– Vi er rigtig glade for at kunne stille et værelse til rådighed og dermed gøre auktionen til støtte for næsehornene mulig. Jeg er meget spændt på at se, hvor meget folk kan finde på at byde for denne helt unikke oplevelse. Det er trods alt ikke hver dag, at man får den chance, siger Casper Puggaard, salgs- & marketingdirektør i Scandic Danmark.

Auktionen starter fredag den 8. maj og varer frem til den 15. maj på Lauritz.com.

Overnatningen finder sted lørdag den 16. maj 2015. Salgsbeløbet bliver offentliggjort den 15. maj sammen med navnet på den højeste byder med mindre han eller hun ikke ønsker, at navnet skal offentliggøres.

Powered by Labrador CMS