Avis: Tæt på løsning i Norwegian-konflikt

Foto: Chris Raezer.
Udgivet Opdateret

Norwegian og selskabets piloter er muligvis tæt på en løsning, lyder det fra en række kilder ifølge norsk avis

Der blæser nye vinde i forhandlingerne mellem Norwegian og piloterne, og en løsning kan være i luften.

Det skriver den norske avis VG, som har talt med en række kilder med kendskab til konflikten.

– Vi oplever, at begge parter er orienteret mod en løsning, siger Arve Sigmundstad, kommunikationschef i piloternes fagforening Parat, til VG og bakkes op af Norwegian kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik:

– Vi oplever, at viljen til en løsning er til stede, siger hun.

Nærmer sig hinanden for første gang i ni dage

Striden, der også er blevet udkæmpet i medierne og ikke kun ved forhandlingsbordet, har resulteret i, at Norwegians piloter har strejket i over en uge.

Selvom der stadig er en række knaster, der skal saves af og files til, er parterne dog ifølge avisen i en “tilnærmelsesfase” for første gang i den ni dage lange konflikt, der har betydet hundredvis af aflyste flyvninger på tværs af Skandinavien.

– Al støjen har været med til at undergrave tilliden mellem parterne.

– Det er et af de spørgsmål, der forhandles om; at tilliden til hinanden er lille. Når vi ind på roligere vand, kan det være med til at opbygge den nødvendige tillid i den afsluttende del af forhandlingerne, siger en anonym forhandlingskilde til VG.

Ifølge avisen er et tegn på et stemningsskifte mellem parterne, at ingen af VG’s kilder ønsker at træde frem med navn for at undgå at træde modstanderen over tæerne.

Strejken fortsætter i dag

Det norske flyselskab meddelte søndag aften, at strejken blandt piloterne fortsætter mandag.

Omkring 25.000 passagerer vil blive berørt af aflysninger og forsinkelser mandag på grund af pilotstrejken.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har strejken påvirket 150.000 passagerer.

Interne beregninger fra Parat, som avisen VG har fået indsigt i, viser, at fagforeningen har sagt ja til en række nedskæringer på i alt 343 millioner norske kroner, som blandt andet tæller barberede genetillæg og et fastfrosset lønniveau.

Piloterne har angiveligt foreløbig nægtet at acceptere en treårig garanti for piloternes job, løn- og arbejdsvilkår.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS