Barbara Bertelsen er inhabil

Departementschefen kommer ikke til at deltage i ansættelserne

Udgivet Opdateret

Så længe departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har sin egen personalesag kørende i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, er hun inhabil, når der skal ansættes en ny chef i styrelsen.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et skriftligt svar fra Statsministeriet.

Lørdag skrev Berlingske, at Bertelsen formelt er involveret i ansættelsen af den næste øverste chef i styrelsen.

Kan drages til ansvar

Det er hun, fordi den næste direktør skal godkendes af regeringens ansættelsesudvalg. Det består af statsministeren og finansministeren, som rådgives af deres departementschefer.

Der er grundlag for, at Bertelsen og ni andre embedsmænd kan drages til ansvar i Minksagen. Det har Minkkommissionen, som har undersøgt forløbet om de aflivede mink under coronapandemien, vurderet i sin beretning.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) er det rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der kommer til at være med til at bestemme, hvad der skal ske i forhold til de kritiserede embedsmænd. Det sagde hun i begyndelsen af juli.

Kan ikke deltage

I Minkkommissionens beretning lyder det, at embedsmændene ikke gjorde nok for at belyse, at der manglede lovgrundlag for at aflive alle mink.

Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet har sagt til Berlingske, at han ikke mener, at Barbara Bertelsen kan være med til at finde en ny direktør.

- Den proces kan hun ikke deltage i. Og det kan begrundes i forvaltningslovens regler om inhabilitet.

- Der er klare regler om inhabilitet, som jeg har en klar forventning om vil blive overholdt i den her proces. Andet vil være fuldstændig utænkeligt, han har sagt til Berlingske.

Barbara Bertelsen kan ikke deltage, når der skal ansættes nye chefer efter minksagen.
Barbara Bertelsen kan ikke deltage, når der skal ansættes nye chefer efter minksagen.

Overblik over mink-sagen

* April:

Der bliver konstateret covid-19 i to hollandske minkbesætninger.

* Juni:

15. juni findes der covid-19 i en minkbesætningen i Danmark, nærmere bestemt i Hjørring.

17. juni skriver Sundhedsstyrelsen, SST, og Statens Serum Institut, SSI, at “såfremt der kan ske smitte fra mink til mennesker, kan mink udgøre et smittereservoir, der kan udgøre en smitterisiko for mennesker.”

Det anbefales, at covid-19 i mink undersøges nærmere.

19. juni: Det bliver slået fast, at mink og mennesker har smittet hinanden.

24. juni: Fødevarestyrelsen begynder screening af minkfarme for covid-19.

* Juli:

6. juli starter en række myndigheder og styrelser et samarbejde omkring overvågning af situationen med covid-19 i mink. Det siges samtidigt, at man ikke mener, der er behov for at slå mink ned ud fra “et forsigtighedsprincip”.

Regeringen stopper praksis med at slå smittede minkbesætninger ned.

18. juli får Fødevarestyrelsen at vide, at smittekæder har tilknytning til minkbesætninger.

* September:

7. september skriver Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet i et notat, at genetiske undersøgelser har vist mutationer på de dele af virus, vacciner angriber.

8. september bliver notatet sendt til Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet, der skal vurdere yderligere tiltag for at bremse smitte hos mink.

Notatet bliver ikke forelagt nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

15. september skriver Fødevarestyrelsen i et notat, at SSI vurderer risikoen for smitte fra mink til menneske til at være “høj”.

Det bliver samtidigt beskrevet, at man ikke kan konkludere, at mutationer vil hæmme vaccine, men at SSI “anfører, at der fortsat sker betydelige genetiske ændringer i minkvarianten, som vækker bekymring for fremtidig human immunitet.”.

21. september modtager Sundheds- og Ældreministeriet et notat fra SSI om, at der er opstået nye virusvarianter i mink, der er spredt til mennesker. Og at det giver anledning til “generel bekymring” om mutationer af covid-19 i mink.

– Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spikeproteinet og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark, kan derfor udgøre en potentiel fare for folkesundheden, står der i notatet.

24. september skriver Sundhedsstyrelsen i et notat, at inddæmning af covid-19 i mink ikke har været tilstrækkeligt, at der kan være behov for yderligere tiltag og at manglende inddæmning kan have “store konsekvenser for smittespredningen”.

* Oktober:

1. oktober beslutter regeringen på grund af fortsat, kraftigt stigende smitte, at syge mink og raske mink inden for 7,8 kilometer af syge mink skal slås ned.

13. oktober siger SSI’s Anders Fomsgaard, at muteret covid-19 fra mink kan ødelægge effekten af en kommende vaccine.

26. oktober orienteres Folketinget om, at der er observeret mutationer af covid-19, der kan hæmme kommende vacciner.

* November:

3. november skriver SSI i en risikovurdering, at #fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.”

Her er 225 minkfarme konstateret smittet.

4. november meddeler regeringen, at alle mink i Danmark skal slås ned.

Powered by Labrador CMS