Barnebarn jagtet af hvid kassevogn

En mand blev ifølge sin anmeldelse påkørt med vilje.

Politiet efterlyser vidner til en sag, hvor en mand har følt sig noget forfulgt af en anden i en hvid kassevogn. (Foto: ERIK LUNTANG/SCANPIX NORDFOTO 2001)
Udgivet Opdateret

klokken 12.35 fik politiet en anmeldelse om, at uenighed i trafikken var endt med en forsætlig påkørsel af en bil, og at parterne nu var kørt fra Høve Stræde ved ishuset i Høve mod Fårevejle.

Anmeldelsen blev indgivet af den ene part, en 52-årig mand fra Holbæk, som var kørt fra stedet, da han følte sig truet af modparten, en mand i en kassebil, som ifølge anmelderen havde bakket ind i hans bil med vilje.

Den 52-årige kørte fra stedet, idet han havde sit barnebarn med i bilen.

Men så let skulle det ikke gå: kassebilen var fulgt efter den 52-årige.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Direkte imod

På vej mod Sanddobberne var kassebilen ifølge den 52-årige vendt om og kørt direkte mod hans bil, så han måtte undvige.

Chikanekørslen fortsatte ifølge anmelderen, som efter rundkørslen i Snertinge igen blev mødt af kassebilen, som kørte mod den 52-åriges bil igen.

Føreren af kassebilen kastede her en plasticflaske mod den 52-åriges bil. Politiet satte kursen til stedet, og fik standset kassebilen i Jyderup. Føreren viste sig at være en 44-årig mand fra Fårevejle, som havde en anden opfattelse af situationen.

Han nægtede at have kørt mod den 52-årige, men havde selv følt sig truet af modparten.

Seks joints i bilen

Han var kortvarigt anholdt og politiet testede ham med narkometeret, som gav negativt resultat. Bilen blev ransaget, hvor en tilkaldt narkohund fandt seks hashjoints, som den 44-årige blev sigtet for at besidde.

Ingen af de implicerede havde skader, og der var kun mindre skader på bilerne. Sagen blev herefter juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at tilbageholde den 44-årige, som derfor blev løsladt.

Politiet efterforsker nu sagen og søger i den forbindelse vidner.

“Bilister eller andre som har set episoden ved ishuset i Høve eller som har set den hvide VW kassebil køre hasarderet og til fare på vej mod Sanddobberne, eller i Snertinge/Jyderupområdet tirsdag omkring klokken 12.30-13.00 bedes kontakte politiet på telefonnummer 114, da deres observationer kan være meget vigtige i forhold til at belyse sagen”, opfordrer politiet.

Powered by Labrador CMS