Barskt: Skal skrive 10.000 p-bøder i år

P-vagterne i de fire sønderjyske kommuner skal i år udskrive 10.000 p-bøder, fordi staten nu vil have 70 procent af kagen.

Udgivet Opdateret

Der skal udskrives 2.500 flere p-bøder i Sønderjylland i år. Risikoen for at få en p-bøde i Sønderjylland er fra nytår steget betragteligt, fordi kommunerne skal aflevere flere af pengene fra p-afgiften til staten. Det skriver TV Syd.

Parkeringskontrol Syd har sat sig som mål, at der i år skal udskrives 10.000 p-billetter i de fire sønderjyske kommuner tilsammen. Det er en tredjedel mere end sidste år, hvor de fire p-vagter i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder tilsammen udskrev 7.457 p-bøder.

Ifølge lederen af Parkeringskontrol Syd, som er et fælleskommunalt drevet parkeringsselskab, skyldes det, at der skal flere bøder til at finansiere udgifterne ved parkeringskontrollen. Staten skal nemlig nu have 70 procent af parkeringsafgiften imod kun halvdelen tidligere.

– Det er en kalkule af, hvordan vi får kassen til at stemme. Vi laver ikke overskud på p-kontrollen, så derfor skal vi skrive 10.000 afgifter, før det bliver en nul-løsning, fortæller Jens-Kristian Mikkelsen, afdelingsleder, Projekt og Anlæg, Sønderborg, til TV SYD.

Sidste år tjente de fire sønderjyske kommuner 3,8 millioner kroner på at udskrive og inddrive 7.457 p-bøder. Når staten nu hæver sin andel fra 50 til 70 procent af de penge, skal der udskrives en tredjedel flere bøder, 10.000 styk svarende til 5,1 millioner kroner, for at ordningen er udgiftsneutral. Det svarer til to-tre ekstra p-bøder dagligt for de fire p-vagter i Parkeringskontrol Syd.

Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte sidste år at stramme den statslige ordning, så kommuner, der får mange penge i kassen fra p-billetter, får lavere statstilskud. Hensigten er at undgå, at parkeringsbøder bliver en pengemaskine for landets kommuner.

Powered by Labrador CMS