Bayern startede bedst men sluttede som taber mod Real

Men nederlaget har de tyske mestre lidt af en opgave foran sig, når der er returopgør i Spanien.

Thomas Mueller og resten af Bayern-spillerne måtte forlade hjemmebanen som tabere. Foto: Scanpix/Thorsten Wagner
Udgivet Opdateret

Real Madrid kom fra München med et fornemt udgangspunkt onsdag aften, da to af Europas største klubber tørnede sammen.

I det første af to semifinalebrag i Champions League vandt Real Madrid 2-1 ude over Bayern München på en aften, hvor Real udviste skarphed, mens Bayern brændte for mange chancer.

Robert Lewandowski var lige ved at finde Thomas Müller til en stor chance efter under et minut, og så var det høje tempo lagt, og man anede, at Real ville komme på hælene defensivt.

Der kom dog bedre styr på sagerne i Real-forsvaret, og efter en halv time var opgøret stadig uden scoringer.

1-0 ud af det blå

Pludselig blev Real dog taget på sengen. James Rodríguez sendte Joshua Kimmich afsted, og den 23-årige højreback stormede ned mod Keylor Navas i Real-målet.

Real-forsvaret var spillet tynde, og Kimmich bankede bolden i mål ved nærmeste stolpe, og Bayern var foran 1-0.

Tyskerne var ellers hårdt prøvede i første halvleg, da Arjen Robben allerede måtte trække sig ud af opgøret med en skade efter blot otte minutter. Ind kom Thiago Alcântara.

Efter 34 minutter var det så slut for en skadet Jérôme Boateng, der blev erstattet af Niklas Süle.

1-1 ud af ingenting

Muligheder til Mats Hummels og Thomas Müller fik det til at dufte af 2-0 til Bayern i slutningen af første halvleg, men nærmest ud af ingenting udlignede Real til 1-1.

Daniel Carvajal headede bolden ind foran mål i det 44. minut.

Cristiano Ronaldo lod den passere til Marcelo, der flugtede bolden fladt i mål fra kanten af feltet.

Franck Ribery tryllede i feltet efter 51 minutter, men Müller kunne akkurat ikke nå frem til afleveringen, og Raphaël Varane afværgede.

Seks minutter senere slog Marco Asensio så til efter at have afløst Isco i pausen. Det skete efter en stor fejl af hjemmeholdet, da Bayerns Rafinha sendte bolden for fødderne af Asensio.

På egen banehalvdel fandt Asensio Lucas Vázquez, som igen fandt Asensio i løb, og offensivspilleren øgede til 2-1.

Müller fik en stor mulighed efter 67 minutter, og Ronaldo brugte armen til hjælp, inden han senere kanonerede bolden i mål, så 3-1-scoringen blev annulleret.

Det lykkedes ikke Bayern at komme tilbage og få udlignet før returkampen, der spilles i Madrid 1. maj på Bernabéu.

 

Powered by Labrador CMS