Bear Grylls i krig om båd-rampe

Bear Grylls er atter kommet i kamp. Denne gang med ord, papir og pen. Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Elite-soldaten og tv-stjernen vil have lov til at bygge en båd-rampe på sin øde ø – det møder modstand

Den tidligere elite-soldat i SAS – og nu kendte TV-stjerne – Bear Grylls – har besteget Mount Everst, kastet sig ud fra 10 kilometers højde, dykket under isflager, spist insekter og drukket sit eget tis.

Hver gang har han overlevet sine dumdristige handlinger og skabt gys og anerkendelse hos de millioner af TV seere, som følger ham rundt i verden.

Men nu er Bear Grylls røget ud i en gevaldig papirkrig med miljøforkæmpere og kampen foregår langt fra de tændte tv-kameraer.

Balladen handler kort fortalt om en båd-rampe, som Bear Grylls gerne vil have tilladelse af miljømyndighederne til at anlægge på sin øde ø, St. Tudwal.
Øen er en sand naturperle, som Bear Grylls købte tilbage i 2001 for godt en million kroner.

Kan ikke komme ind

Grylls, som ellers kan klare enhver form for invasion på TV, har imidlertid problemer med at komme til og fra øen med de høje klippeskrænter.
Derfor vil han gerne have lov til at anlægge bådrampen, der bliver omkring 40 meter lang. Han har lovet at male den grå, så den falder i med omgivelserne.

En del miljøforkæmpere er dog voldsomt imod projektet. De mener, at en bådrampe vil skæmme øen og omgivelserne. De vil derfor stemme nej til projektet.

Bear Grylls bor normalt i London med sin kone og tre børn. Men de elsker det vilde og ensomme liv på græsøen, der er 700 meter lang og 200 meter bred. Et gammelt hus ligger på toppen af den øde ø. Den nærmeste ’befolkning’ er sæler.

Skal stemme i næste uge

Myndighederne skal stemme om bådrampe-projektet i næste uge. Tidligere installerede Bear Grylls en slags rutschebane af metal, som gik ned over klipperne. Den fik han omgående besked om at pille ned igen.

Han har tidligere søgt om at anlægge en havn på øen. Det blev også afvist. Så nu bliver det spændende om elitesoldaten må give op – eller om han vinder det sidste slag.

Powered by Labrador CMS