Bedste venner byttet ved fødslen: Besøgte forældre hver dag

To bedste venner har efter 41 år fundet ud af, de er blevet ombyttet på hospitalet.

David Tait (til venstre) og Leon Swanson (til højre) blev ombyttet på hospitalet.Foto: Facebook
Foto: Facebook

Udgivet Opdateret

Leon Swanson og David Tait Jr. har efter 41 år fundet ud af, at de blev ombyttet ved fødslen.Begge mænd græd i fredags, da Eric Robinson, en tidligere politiker, fortalte pressen, hvordan de to mænd var blevet forbyttet. Det skriver CBC.

– Det der er sket her er, at liv er blevet stjålet. Man kan ikke beskrive det som andet, sagde han og fortsatte:

– Vi kan leve med en fejl, men to af samme slags er uacceptabelt.

Gammel mistanke

De chokerende nyheder om ombytningen kom frem i torsdags. David sagde under pressekonferencen, at alle involverede vil vide, hvordan sådan noget kunne ske.

– Vi har ingen ord, der er gået 41 år. Jeg er fortvivlet, forvirret og vred, sagde han og fortsatte:

– Mine forældre vil altid forblive mine forældre, men nu har jeg endnu en bror, mor og far.

Sagen startede, da et andet vennepar sidste november fandt ud af, at de var blevet ombyttet. Leon og David, der har kendt hinanden hele livet, havde ofte spekuleret over, hvordan det kunne være, de lignede hinandens forældre så meget. Da de nåede omkring de 20, begyndte folk endda at joke med, at de var blevet forbyttet på hospitalet. En joke, der blev forvandlet til fakta.

Efter episoden i november ønskede begge familier at få tjekket deres mistanke og resultatet var chokerende. Det er nu kommet frem at hændelserne er fundet sted på samme hospital, nemlig Norway House Indian Hospital i det sydlige Canada.

Nye fødselsdage

Trods de to mænd er født på samme hospital, er der tre dage mellem deres fødselsdage. Leon blev født 31. januar 1975, hvor David blev født 3. februar 1975, endnu en ting de skal forholde sig til.

Sundhedsministeren Jane Philpott har bekræftet, at der vil blive lavet en undersøgelse af sagen ved hjælp af en tredjepart:

– På baggrund af nyheden vil vi hurtigt få igangsat en undersøgelse af sagen, og resultatet vil blive offentliggjort, siger hun og fortsætter:

– Sager som disse viser tydeligt, hvor vigtigt det er at sikre et sundhedssystem med kvalitet.

Der har tidligere været lignende sager. Sidste år fik to 20-årige kvinder fra Frankring 400.000 euro i kompensation for at blive ombyttet, skriver The Telegraph.

I 2013 kom det frem at en 60-årig japansk mand var blevet ombyttet. Han levede selv under trange kår, men skulle have levet i sus og dus med sine rige forældre. Drengen der tog hans plads voksede derfor op med privatlærere, kom på universitet og havde en succesfuld karriere indenfor handel.

Powered by Labrador CMS