Bilist dræbt i voldsom trafikulykke: Taget blev flået af bilen

Han kørte mod solen, og politiets teori er, at bilisten fik øjnene op for faren alt, alt for sent.

Bilen blev flået fra hinanden i den voldsomme ulykke. Foto: Local Eyes.
Udgivet Opdateret

En bilist døde torsdage eftermiddag i en voldsom trafikulykke på Nibevej i Nordjylland. Bilisten havde netop passeret Farsø og kørte mod solen.

– Vejen slår et sving, og da bilisten kom gennem svinget var vedkommende maksimalt blændet, fortæller Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

På dette tidspunkt var en traktor ved at svinge ud fra en mark. Og de to biler mødtes i en fatal ulykke.

– Foran på traktoren sidder der en modvægt, fortæller Per Vagn Nielsen.

Modvægten sidder højt på traktorens forside. Motorhjelmen ryger af. Taget bliver skrællet væk.

– Føreren af bilen fik så store skader, at det var uforeneligt med liv, siger Per Vagn Nielsen.

Fra politiets side arbejder man med den teori, at bilisten først så traktoren, da det var alt, alt for sent.

– Der er ganske få meter bremsespor, forklarer Per Vagn Nielsen.

Han fortæller, at den afdøde var så medtaget efter ulykken, at vedkommende var noget nær umulig at identificere.

Bilens nummerplade er derfor blevet en vigtig brik i at finde ud af, hvem afdøde er, så de pårørende kan underrettes.

Powered by Labrador CMS