Billigere for 2,5 millioner danskere

Prisen på strøm blev sat op ved årsskiftet, men nu er der udsigt til prisfald for elkunderne i Østdanmark

Udgivet Opdateret

Snart kan elkunder på Sjælland og Sydhavsøerne glæde sig over lavere elpriser, når aftensmaden skal i ovnen, og tøjvasken skal sættes over.

På grund af længere tids fald i markedsprisen på strøm har elnetselskaberne Cerius og Radius Elnet besluttet at sænke deres tariffer fra 1. marts.

Blev ellers sat op

Tarifferne blev ellers sat op ved årsskiftet, fordi de to selskaber havde en pukkel af ekstraudgifter fra sidste år, som skulle barberes ned.

Det fortæller funktionschef Cäthe Juul Bay-Smidt fra Cerius og Radius Elnet.

- Det var meget trist i efteråret, at vi skulle varsle prisstigninger, men med de pludseligt høje stigninger i elprisen var der ingen vej udenom.

- Men som vi sagde tydeligt dengang, og som vi har sagt lige siden, så ville vi sænke priserne igen, så snart vi havde set en længerevarende tendens til lavere elpriser. Det ser vi nu.

- Og det betyder, at vi får lavere omkostninger, og så kan vi sætte vores priser ned, siger Cäthe Juul Bay-Smidt.

Fem spareråd

1. Sænk temperaturen: Hvis du sænker temperaturen 1°C i hele huset, sparer du 5 procent på varmeregningen. I et typisk hus på 140 kvadratmeter med naturgas svarer det med de nuværende priser til cirka 1500 kroner om året. Hold temperaturen på minimum 18 grader af hensyn til fugt. Du kan spare endnu mere, hvis du sænker temperaturen om natten, og når du ikke er hjemme.

2. Indstil termostaterne ens: Har du flere radiatorer med termostat i samme rum – eller i rum med åbne døre imellem – er det bedst at indstille termostaterne ens. Så er dine radiatorer mest effektive. Radiatorer bør i øvrigt være lunkne eller kolde forneden. Ellers udnytter de ikke varmen ordentligt.

3. Træk gardiner for - og fra igen: Træk gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind.

4. Udnyt de svingende elpriser: Hvis du har fleksibel afregning af dit elforbrug, kan du udnytte, at elprisen svinger i løbet af døgnet. Der er en tendens til, at prisen er lavere sent om aftenen og om natten, hvor færrest bruger strøm. Det kan derfor være en fordel at lade fx opvaskemaskinen køre om natten. Der findes forskellige apps, du kan bruge til at overvåge elprisen time for time, og en del elselskaber viser også prisen i deres egne apps.

5. Vask tøjet ved 20-30 grader: Hvis du vasker tøj ved 20 eller 30 grader i stedet for 40 eller 60 grader, kan du spare 55 procent strøm hver gang du vasker.

Kilde: SparEnergi.dk

Et nøk nedad

Konkret er det den pris, som selskaberne tager for at transportere strøm fra kilden til forbrugerne og for at vedligeholde elnettet, der får et nøk nedad.

Prisfaldet vil kunne mærkes hos cirka 2,5 millioner danskere på Sjælland, Lolland-Falster og de øvrige Sydhavsøer.

Cäthe Juul Bay-Smidt kan dog ikke forudsige, om tarifferne vil forblive på et relativt lavt niveau i længere tid.

Ikke truffet beslutning

- Jeg er holdt op med at love noget om vores priser. Ingen kunne forudse elprisernes himmelflugt i efteråret, og ingen ved, hvad der kommer til at ske resten af dette år, siger hun.

Også selskabet Tre-For, der leverer strøm til Trekantsområdet, har overvejelser om at sænke tarifferne generelt.

Der er dog ikke truffet nogen endelig beslutning om et prisfald endnu, fortæller Charles Nielsen, der er direktør for infrastruktur og teknik i Tre-For.

Rå elpris

- Vi har overvejelser om forhåbentlig at kunne sænke prisen omkring sommerferien. Jeg forventer ikke, at vi kan gøre det tidligere.

- Og det skyldes, at vi har en relativt stor gæld fra sidste år og tidligere år, som først skal høvles af, siger Charles Nielsen.

Tarifferne er betaling for transport af el og dækker udgifter til drift og vedligeholdelse af elnettet. 

Heri indgår også prisen for el, der går tabt. Elregningen består ud over tariffer af rå elpris, moms og afgifter til staten.

Falder med 18 procent

Den gennemsnitlige tarif falder med 18 procent i Radius' område, som er Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland.

På resten af Sjælland og øerne falder tariffen i gennemsnit med 20 procent. Det gælder, uanset om man har fast eller variabel elpris.

Elnetselskaberne Cerius og Radius Elnet sænker eltarifferne fra 1. marts på grund af generelt faldende elpriser. Tarifferne dækker omkostninger til transport af strøm og vedligeholdelse af elnettet. (Arkivfoto)
Elnetselskaberne Cerius og Radius Elnet sænker eltarifferne fra 1. marts på grund af generelt faldende elpriser. Tarifferne dækker omkostninger til transport af strøm og vedligeholdelse af elnettet. (Arkivfoto)
Powered by Labrador CMS