Bøderegn: 20 samlet – nogle stak af fra politet

14 blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet 14 personer for at overtræde forsamnlingsforbuddet. Foto: Politiet.
Udgivet Opdateret

14 personer blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i Hørve i Odsherred fredag aften.

Også forretningsdrivende andre steder i politikredsen er fredag blevet sigtet for overtrædelse af coronalovgivningen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Midt- og Vestsjællands politi fik fredag aften klokken 22.34 en anmeldelse om, at en stor gruppe på cirka 20 personer var forsamlet ved en shelterplads på Vallekildevej i Hørve.

En opmærksom borger havde forinden henvendt sig til gruppen og bedt dem sprede sig på grund af risikoen for coronasmitte, uden at dette tilsyneladende havde nogen effekt.

Da politiet ankom til shelterpladsen, stak seks-syv personer af fra stedet, men de resterende 14 mænd og kvinder i alderen 20-32 år blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på et cirka 50 kvadratmeter stort område, hvor de var forsamlet omkring et bål.

Teenagere forsamlet

Klokken 22.55 fredag aften fik politiet også en anmeldelse om uro og uorden i Folkeparken, Roskilde, blandt nogen af de personer, der var forsamlet i parken.

Der var dog roligt ved politiets ankomst, men politiet kunne efterfølgende konstatere, at der i parken var 30-40 teenagere forsamlet, men opdelt i flere mindre grupper med under 10 personer i hver.

– Jeg forstår godt, at det kan være svært, især for unge, at holde afstand, når vejret er godt, og foråret er over os, men Covid-19 er altså ikke overstået endnu, selvom samfundet gradvist er på vej til at åbne igen, siger Midt- og Vestsjællands Politi’s operative bagvagt, vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard og fortsætter,

– Forsamlingsforbuddet er stadig gældende, og det er helt afgørende, at anvisningerne omkring afstand og ingen grupper på mere end 10 personer fortsat følges i det offentlige rum, hvis det skal lykkes. Jeg vil opfordre unge og alle andre til at holde fast og til at holde afstand – også selvom vejret er godt.

Take away blev til eat in

I forbindelse med tilsyn fredag eftermiddag og aften ved blandt andet forretninger i Hvalsø, Solrød Strand og Holbæk kunne politiet konstatere, at der ved pizzeriaernes udendørs borde og bænke blev indtaget mad indkøbt i forretningen, uagtet at disse forretninger kun må sælge mad som take-away.

De ansvarlige for pizzeriaerne blev derfor sigtet for overtrædelse af corona-lovgivningen.

“Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter i den kommende tid disse særlige tilsyn både med forretningsdrivende og på steder i offentlige rum, hvor mange måske vil forsamles i det gode vejr. Formålet er at kontrollere, om forretningsdrivende overholder forskrifterne for at undgå spredning af coronasmitten, og om for mange mennesker forsamles i det offentlige rum eller i øvrigt holder fornøden afstand”, skriver politikredsen.

Politiet vil skride ind over for overtrædelser af coronalovgivningen og er derfor klar med bødeblokken, når en lovovertrædelse konstateres.

Overtrædelse af forsamlingsforbuddet straffes som udgangspunkt med en bøde på 2.500 kroner.

Powered by Labrador CMS