Boligejere betaler for meningsløst renteloft

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Danske boligejere har lån med renteloft for 175 milliarder kroner, men den dyre sikkerhed er meningsløs, idet loftet først træder i kraft omkring fem procent.

Med de nuværende renteniveauer betaler boligejerne dermed for en sikkerhed, som de aldrig får brug for.

»Hvis du har et renteloft på dit realkreditlån, så betaler du en præmie for, at renten maksimelt kan stige til eksempelvis fem procent. Men med de renteniveauer, vi har i dag, så giver det ikke længere mening at betale for den sikkerhed,« siger Lundholm, der er chefanalytiker i Spar Nord.

Andelen af lån med renteloft er nedbragt fra 280 milliarder kroner til de nuværende 175 milliarder siden 2008, og endnu flere boligjere kan få fordel af at skifte renteloft-lånet ud.

Langt de fleste vil være bedre tjent med et fastforrentet lån, som i dag kan optages med en rente på mellem en og tre procent afhængig af løbetiden, påpeger han.

»Kursen på lån med renteloft ligger i alle tilfælde i intervallet 100 til 105, og derfor skal du selvfølgelig være opmærksom på omkostningerne ved at komme ud af renteloftlånet. Men hvis du eksempelvis omlægger i forbindelse med en refinansiering, kan du altid komme ud til kurs 100 – altså uden at betale overkurs,« siger Martin Lundholm.

Til december skal lån med renteloft for 7,5 milliarder kroner refinansieres, og for de boligjere bør der ikke være meget at overveje, mener Martin Lundholm.

»Refinansieringen er en oplagt anledning til at overveje et lån med renteloft, for her kan du indfri lånet til kurs 100 og dermed undgå kurstab, når du omlægger,« siger han.

Et lån med renteloft har variabel rente op til et vist punkt, typisk fem procent, hvorefter den ikke stiger yderligere. Lånetypen var særligt populær op til finanskrisen, hvor renterne steg op mod dette niveau.

 

Powered by Labrador CMS