Bombetrussel mod jobcenter: Stor evakuering i Odense
Et område ved Vindegade i det centrale Odense er evakueret, efter jobcenter har modtaget en bombetrussel
Der er mandag eftermiddag kommet en bombetrussel mod jobcentret i Vindegade 18 i Odense, og både politi og brandvæsen er kørt til området, skriver fyens.dk.
Truslen blev modtaget klokken 13.25, oplyser Fyns Politi.
– På grund af den aktuelle situation er Jernbanegade mellem Østre Stationsvej og Vindegade samt Vindegade mellem Jernbanegade og Nørregade er afspærret for alle, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Både politi, brandvæsen og ambulancer er ved stedet, og bombehunde samt bomberyddere er på vej til jobcenteret.
Klokken lidt i tre har politiet udvidet det evakuerede område, fordi jobcenteret har en afdeling mere i det samme område. Det betyder, at politiet også afspærrer Nørregade ved Skulkenborg til Slotsgade samt Asylgade frem til Slotsgade.
Politiet vil løbende give opdateringer om situationen via deres Twitter-profil.