Bruno Mars har færdiggjort første soloalbum i et årti
- Mit album er færdigt, skriver Bruno Mars - dog uden at komme med et tidspunkt for udgivelse
Den amerikanske popstjerne Bruno Mars er klar med sit første album som solokunstner i et årti.
- Mit album er færdigt, skriver han i en opdatering på X.
Bruno Mars, hvis borgerlige navn er Peter Gene Hernandez, udgav i 2016 sit seneste album som solokunstner, nemlig "24K Magic", og nu lader der snart til at komme et nyt.
Hvornår det nye album udkommer, og hvad det hedder, melder 40-årige Bruno Mars dog ikke noget om.
Sangeren og produceren er kendt for hits som blandt andet "Just the Way You Are" og "Grenade" og vokaler på Mark Ronsons "Uptown Funk" og "Nothin' on You" med rapperen B.o.B.
Det britiske musikmedie NME skriver, at Bruno Mars' opdatering peger i retning af, at det nye album kommer "på et tidspunkt i 2026".
My album is done.
— Bruno Mars (@BrunoMars) January 5, 2026
Andre projekter
Trods et årti med stilhed på albumfronten som solokunstner har Bruno Mars været involveret i en række andre projekter.
Blandt andet har han i 2021 udgivet albummet "An Evening with Silk Sonic" som en del af duoen Silk Sonic, som også rapperen Anderson .Paak er en del af.
I 2024 udgav han hittet "Die With a Smile" sammen med Lady Gaga.