Bryant er stemmeslugeren i sin sidste allstar-kamp

Kobe Bryant endte med flest stemmer af alle til årets allstar-kamp i NBA, som bliver hans 18. og sidste.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er muligt, at basketballstjernen Kobe Bryant er langt fra tidligere tiders niveau på banen, men hans popularitet blandt fansene er stadig i top.

Afstemningen til årets allstar-kamp i NBA, hvor Øst møder Vest, beviste det med al tydelighed.

For mens Bryant absolut ikke har været en af de bedste spillere hidtil i sæsonen, så blev han den største stemmesluger.

Los Angeles Lakers-legenden fik 1.891.614 stemmer, hvilket var næsten 300.000 stemmer mere end nummer to på listen, sidste års MVP (Most Valuable Player) i ligaen Stephen Curry fra Golden State Warriors.

Sammen med Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og John Havlicek er Kobe Bryant den eneste, der er stemt ind som starter i allstar-kampen i en alder af 37 år.

Det bliver Bryants 18. allstar-optræden i hans 20. og sidste sæson. Han meddelte tidligere på sæsonen, at han stopper karrieren efter denne sæson.

De fem startende spillere fra henholdsvis Øst- og Vest-holdet bliver således efter afstemningen:

Vest: Kobe Bryant (Los Angeles Lakers), Stephen Curry (Golden State Warriors), Kevin Durant og Russell Westbrook (Oklahoma City Thunder) samt Kawhi Leonard (San Antonio Spurs)

Øst: LeBron James (Cleveland Cavaliers), Dwayne Wade (Miami Heat), Paul George (Indiana Pacers), Carmelo Anthony (New York Knicks) og Kyle Lowry (Toronto Raptors)

/ritzau/

Powered by Labrador CMS