Butikker snyder bryggerigigant i julebryg-sæson

Her står der godt nok tydeligt, at julebrygget først kan købes fra klokken 20.59, men vi havde ingen problemer med at købe julebrygget i butikken. Foto: Per Øxenholt
Udgivet Opdateret

I dag er det den såkaldte J-dag, hvor Tuborg frigiver sin julebryg klokken 20.59, men flere butikker blæser på konceptet og tyvstarter salget i strid med deres aftale med Tuborg.

For 25. år inviterer Tuborg i aften danskerne til såkaldt J-dag, når Tuborg Julebryg bliver frigivet præcis klokken 20.59. Det er i hvert fald meningen, men det er langt fra alle butikker, der overholder konceptet, så mange danskere har haft mulighed for “tyvstarte” J-dagen. Newsbreak.dk har i løbet af fredag eftermiddag forsøgt at købe Tuborg Julebryg i fire forskellige butikker. Tre af dem solgte øllene, der altså først burde have været tilgængelige en del timer senere.

Hos Carlsberg, der står bag Tuborg-mærket, fortæller pressechef Kasper Elbjørn, at de hvert år hører om enkelte butikker rundt i landet, der ikke overholder aftalen om først at begynde salget af Tuborg Julebryg klokken 20.59. Det ærgrer pressechefen.

– Vi er meget glade for vores koncept, og vi håber og kan kun indbyde til, at kunderne (butikker og udskænkningssteder /red.) og forbrugerne fastholder den her gamle tradition, siger Kasper Elbjørn til Newsbreak.dk.

Tager kontakt til tyvstartere

Han tror ikke, at der er flere, der tyvstarter julebrygsalget i år end andre år.

Kasper Elbjørn fortæller, at de hos Carlsberg er glade for, at butikkerne er ivrige for at sælge julebryggen, men at de ikke vil have, at konceptet gradbøjes.

– Alle skal overholde konceptet, slår pressechefen fast.

Han fortæller, at Carlsberg tager kontakt til butikkerne, hvis de får informationer om, at der er solgt Tuborg Julebryg for tidligt. Han vil ikke afvise, at Carlsberg kan finde på at lade være med at sælge julebryg til butikker, hvis de ikke overholder J-dags-konceptet.

“En julebastion”

Kasper Elbjørn mener, at J-dag er en vigtig del af julen, og den vil gå tabt, hvis for mange butikker tyvstarter.

– Der er så få traditioner tilbage, som alle danskere gør en dyd ud af at fejre, og J-dag er en af de helt store julebastioner på linje med at sende julekort, jul i Magasin eller juletræ på Rådhuspladsen, siger Kasper Elbjørn, der håber, at forbrugerne vil fortsætte med at at bruge frigivelsen af Tuborg Julebryg som en anledning til at holde sig en julefestlig aften.

– Vi gør en dyd ud af at fejre J-dag, og det vil vi gøre så længe forbrugerne er med på den, siger Kasper Elbjørn.

Butikkerne, som Newsbreak.dk kunne købe Tuborg Julebryg hos før tid, var en Fakta-, en Kiwi- og en Dagli’brugsen-forretning.

Powered by Labrador CMS