Chef modsiger Mogens Jensens forklaring

Fødevarestyrelsen genkender ikke Mogens Jensen (S) udlægning af deres rolle

Blot to dage efter tidligere fødevareminister Mogens Jensen afgav forklaring for Minkkommissionen, er hans forklaring blevet modsagt af Fødevarestyrelsens direktør, Nikolaj Veje. (Arkivfoto)
Blot to dage efter tidligere fødevareminister Mogens Jensen afgav forklaring for Minkkommissionen, er hans forklaring blevet modsagt af Fødevarestyrelsens direktør, Nikolaj Veje. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) blev lørdag modsagt under en afhøring i Minkkommissionen af direktør i Fødevarestyrelsen Nikolaj Veje.

Centrum for diskussionen var et citat, som Mogens Jensens ministerium udsendte i dagene efter, at regeringen havde oplyst, at alle mink skulle aflives.

Her blev ministeren citeret for at sige:

- Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.

Da Mogens Jensen blev spurgt til citatet forklarede han, at det handlede om et brev fra Fødevarestyrelsen 6. november, og at "man" - i anden sætning af citatet - var Fødevarestyrelsen.

Det er i Nikolaj Vejes opfattelse lodret forkert.

- Det mener jeg ikke er rigtig, sagde han lørdag.

Torsdag blev Mogens Jensen spurgt om ikke sætningen mest oplagt kunne læses som, at regeringen ikke kunne afvente ny lovgivning. Det afviste han.

- Man er Fødevarestyrelsen. Det er dem, der har sendt det her brev ud, sagde han.

Men den udlægning stemmer ikke overens med Nikolaj Vejes forklaring. Han forklarede blandt andet, at brevet ikke blev udsendt på Fødevarestyrelsens initiativ.

- Vi fik besked på at lave vejledningen, og at det hastede, forklarede han.

Sådan blev minkerhvervet i Danmark lukket

Få overblik over forløbet her:

26. april 2020:

Det hollandske landbrugsministerium oplyser, at der er fundet smitte med coronavirus på to minkfarme. En måned senere står det klart, at en person er blevet smittet af en mink i Holland.

17. juni:

Fødevarestyrelsen oplyser, at der er blevet konstateret coronavirus blandt dyrene i en nordjysk minkbesætning. To andre besætninger bliver også inficeret kort tid efter, og alle mink i de berørte besætninger bliver aflivet.

1. oktober:

En million mink fra op mod 100 besætninger skal aflives i Nordjylland. Det oplyser fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde.

I alt 41 minkbesætninger er inficeret, mens 20 er under mistanke. Yderligere en række farme ligger så tæt på de smittede mink, at også besætningerne her skal aflives.

8. oktober:

Arbejdet med at aflive en million mink i Nordjylland bliver sat i gang af Fødevarestyrelsen.

4. november:

Statsminister Mette Frederiksen siger, at alle Danmarks mink – 15-17 millioner – skal aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. Det frygtes, at mutationen kan gå ud over effekten af en coronavaccine.

15. januar 2021:

Loven om forbud mod hold af mink træder i kraft. De sidste mink skal nu være aflivet. Fødevarestyrelsen oplyser, at tre minkavlere muligvis stadig holder mink. De holder mink i live i håb om, at de kan indgå i et forskningsprojekt. Fristen bliver senere forlænget til tirsdag 2. februar.

17. januar:

Fødevarestyrelsen afviser at give støtte til forskningsprojekt, hvor forskere fra universiteterne i København og Aarhus blandt andet ville undersøge coronavirus i mink.

5. februar:

Fødevarestyrelsen oplyser, at de sidste mink på minkfarme i Danmark er blevet aflivet.

20. februar:

Kopenhagen Fur holder den første af i alt fire auktioner i 2021. Der er også planlagt flere i 2022.

Kilde: Ritzau.

Powered by Labrador CMS