Christian Poulsen tæt på kontrakt-afklaring

Christian Poulsen. Foto: Lars Møller/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den tidligere landsholdsspiller finder i den kommende tid ud af, om han fortsat skal spille for vicemestrene.

Spiller Christian Poulsen også for fodboldklubben FC København i næste sæson?

Det er fortsat et åbent spørgsmål, kort tid før ekslandsholdsspillerens kontrakt med vicemestrene udløber.

– Vi har været enige om, at vi skulle sætte os ned før de sidste to kampe, og det skal vi nok gøre i ro og mag, siger FCK-træner Ståle Solbakken.

– Det handler om, at vi har spillet hver tredje dag i meget lang tid nu. Og Christian har også været skadet.

– Det bliver en åben dialog, og jeg kommer til at spille med åbne kort om, hvordan vi ser det, siger nordmanden.

Kom hjem sidste år

FCK hentede den 30. september sidste år Christian Poulsen hjem på en kontrakt for resten af denne sæson.

Den nu 35-årige midtbanespiller med 92 A-landskampe har ikke været stamspiller i hele sæsonen på FCK-holdet, som han forlod tilbage i 2002 for at tage til Schalke 04.

Det var dog heller ikke hele tanken med at hente ham hjem for Ståle Solbakken.

– Vi har været meget begejstrede for Christian, han har bidraget meget i træningen.

– Han har haft et par skader og en udvisning (i november mod FC Nordsjælland), men han har haft mange gode indhop og gode kampe fra start.

– Formålet med det her var at hente én, der vidste noget om professionalisme. Christian kommer først til træning og går sidst hjem, og det har mange af vores unge spillere godt af at lære.

– Det er bedst at se det i praksis, og det har Christian vist fra den første dag, siger Ståle Solbakken.

Kender ikke fremtiden

Christian Poulsen, som mandag spillede hele kampen i 1-0-sejren hjemme over OB, ved heller ikke, hvor hans fremtid ligger.

– Nu taler jeg med dem, og så finder vi ud af, hvad der skal ske, siger han.

Christian Poulsen nåede i løbet af 12 år i udlandet at repræsentere Schalke 04, Sevilla, Juventus, Liverpool, Evian og Ajax.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS