Coloplast-chef: Det er en situation man for alt i verden vil undgå

Coloplast er tvunget til at nedjustere regnskabet. Pressefoto
Udgivet Opdateret

Coloplast tvunget til nedjustering af regnskabet

Regnskabsåret 2014/15 kommer ikke til at gå over i historien som det bedste for den danske medtech-virksomhed Coloplast, der producerer stomiposer, katedre, instrumenter til undersøgelse af urinvejene og sårpleje.

Problemer på to af selskabets vigtigste markeder, Storbritannien og USA, har vist sig at påvirke salg og indtjening mere end først antaget. Det tvang tirsdag formiddag Coloplasts ellers så driftsikre topchef Lars Rasmussen ud i en nedjustering.

Forventningerne til salgsvæksten i 2014/15 sænkes fra otte til ni pct. til syv pct. organisk, mens væksten målt i danske kroner nedjusteres fra 13-14 pct. til 12 pct. Det sker efter, at Coloplast i januar i år nedjusterede forventningerne til den organiske vækst en smule fra ni pct. til otte-ni pct.

Samtidig reduceres overskudsgraden fra 34 pct. til 32 pct.

Så sent som 5. maj i år, da selskabet offentliggjorde halvårsregnskab og på den efterfølgende kapitalmarkedsdag i London, fastholdt Lars Rasmussen, at selskabet ville nå de mål, der var sat i januar i år.

Siden er billedet vendt. En række kendte problemer har vist sig værre end først antaget, og til sammen fremtvinger det en nedjustering og det største kursfald for Coloplast-aktien siden Lars Rasmussen tiltrådte for snart otte år siden.

Tirsdag eftermiddag lå kursfaldet på syv-otte pct.

Lars Rasmussen er da heller ikke stolt ved situationen.

”Det er sådan en situation, man vil gøre alt for at undgå, men her har vi den så. Det er jeg selvfølgelig ikke glad for,” siger Lars Rasmussen.

Han mener ikke, at der er meget, han kunne have gjort for at undgå det, da nedskrivningerne skyldes flere forhold, som ligger uden for Coloplasts indflydelse.

”Men jeg kan garantere, at vi gør alt det bedste, vi kan, for at undgå, at det sker igen,” siger Lars Rasmussen.

Problemerne, som har tvunget Coloplast til at nedjustere forventninger til både salgsvækst og indtjening, ligger først og fremmest på selskabets to vigtigste markeder, Storbritannien og USA.

I Storbritannien har Coloplast hele regnskabsåret sloges med problemer i kølvandet på indførelsen af elektroniske recepter. Coloplast driver en distribution af stomiposer og andet udstyr til kronisk plejer, hvor selskabet ikke kun distribuerer selskabets egne produkter, men også konkurrenternes.

”Udfordringerne betød negativ salgsvækst i 1. kvartal, en flad udvikling i 2. kvartal, og så havde jeg forventet vækst i 3. kvartal, men vi kan nu se, at der nok går et kvartal mere, før vi får den ventede vækst. Det skyldes, at det tager længere tid at få det nye system op at køre og få trænet medarbejderne,” siger Lars Rasmussen.

I USA har problemerne en noget anden karakter. Her har det amerikanske justisministerium for snart halvandet år siden indledt en undersøgelse af markedsføringsmetoderne i medico-sektoren, og valgte at begynde med Coloplast.

Tilbage i oktober vurderede Coloplasts ledelse, at undersøgelsen ikke ville få økonomisk betydning for Coloplast, men nu har selskabet valgt at indgå et forlig og betale en bøde til Justitsministeriet, ikke fordi selskabet mener, det har gjort noget forkert, men for at undgå en lang, dyr retssag.

Hvad justitsministeriet konkret har haft kig på, vil Lars Rasmussen ikke afsløre, men sagen har forhindret Coloplast i at lave markedsføringskampagner med eksterne partnere, hvor Coloplast og selskabets distributører henvender sig til slutbrugeren samme med hjemmeplejen. Coloplast ser ud til at have løst sagen med justitsministeriet og melder klar til at genoptage de eksterne kampagner, men justitsministeriet er nu gået videre til distributørerne, som er under efterforskning, og det er uklart, hvornår disse sager er afsluttede.

Det har sat en stopper for eksterne kampagner for Coloplasts produkter, og det kan ifølge Lars Rasmussen ses på salget.

Det er den manglende vækst i USA og Storbritannien, som har fået Coloplast til at nedjustere forventningerne til organisk vækst fra otte-ni pct. til syv pct.

Samtidig spiller den manglende vækst ind på selskabets indtjeningsmuligheder.

Ifølge Lars Rasmussen skyldes halvdelen, altså det ene procentpoint, af nedjusteringen af forventningerne til overskudsgraden fra 34 til 32 pct. den lavere salgsvækst i USA og Storbritannien.

Den anden halvdel skyldes tre forhold, nemlig at Coloplast har hensat et ikke oplyst beløb til betaling i forbindelse med forliget med det amerikanske justitsministerium, at selskabet forventer tab på kunder i Sydeuropa, ikke mindst i Grækenland, og at Coloplast har valgt at nedskrive et lager af såkaldte undertryks-sårplejeprodukter, som selskabet havde købt af medtech-virksomheden Devon Medical.

Det sidste skyldes, at Coloplast har opsagt en aftale, som selskabet indgik med Devon i 2013 om at sælge untertryks-sårplejeprodukter, fordi Coloplast efter en række undersøgelser mener, at produkterne ikke er sikre nok for patienterne. Det skete tidligere på året.

Lige som med Grækenland er det altså ikke den store overraskelse, at det kan give selskabet tab.

”Hvis vi voksede som planlagt, ville vi godt have kunnet klare et par mindre tab. Men når man ikke når den vækst, man havde ventet, så bliver man nødt til at afskrive tabene,” siger Lars Rasmussen, der dog understreger, at Coloplast trods tirsdagens nedskrivning fortsat vokser mere end markedet, nemlig syv pct. organisk mod en markedsvækst på fem pct.

Powered by Labrador CMS