Danmark er videre

Efter en langsom start satte Danmark tingene på plads mod Argentina og tager fire point med til mellemrunden

Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen kan glæde sig over, at håndboldherrerne har vundet tre kampe af tre mulige i det indledende gruppespil. – Foto: Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Med tredje VM-sejr på stribe stryger det danske håndboldlandshold videre til mellemrunden med den maksimale pointbagage.

Argentina blev slået 31-20 i Kairo af et dansk hold, der var 20 minutter om at komme op i gear, men derefter ikke lod sydamerikanerne få færten af en overraskelse.

I mellemrunden venter Kroatien, Qatar og Japan, og Danmark har som det eneste hold fire point med fra turneringens første fase.

En veloplagt Mathias Gidsel var på ny iøjnefaldende og har med sin pågående facon sat sig tungt på positionen som landsholdets højre back.

Fem scoringer blev det til denne gang, og Gidsel viste sig igen som manden, der kan løsne op, når angrebsspillet er ved at køre fast.

Det gjorde det primært i kampens første tredjedel, hvor bolden blev flyttet for langsomt, og hvor der ikke var den vanlige præcision i afleveringerne.

I den periode var argentinerne rigtig godt med. Holdet var svækket af afbud fra brødrene Diego og Sebastian Simonet, men med omhyggeligt angrebsspil undgik man fejl og tog brodden af den danske kontrafase.

Da Mads Mensah afløste Morten Olsen som spilstyrer, kom der mere drev i danskerne, der trak fra i halvlegens sidste del og gik til pause foran 15-10.

Danmark stillede op uden Jacob Holm, der var blevet skadet under træningen.

Til gengæld kom hasteindkaldte Magnus Bramming på banen efter pausen, hvor han gav Magnus Landin lidt tiltrængt aflastning på venstrefløjen.

Bramming, der først landede i Egypten mandag, imponerede med sikre afslutninger fra fløjen og i kontraløb.

Manden fra Holstebro fik vist, at han er et brugbart alternativ, hvis det trækker ud med at få Emil Jakobsen tilbage fra coronaisolationen.

I målet fik Niklas Landin de første 48 minutter på banen, inden han overlod pladsen til Kevin Møller.

Som resten af holdet var Landin lidt længe om at komme i omdrejninger, men som minutterne gik, så man mere og mere til Kiel-keeperens sædvanlige autoritet.

Argentina var tilsyneladende løbet tør for kræfter efter den gode indledning, og efter pausen stod det hurtigt klart, at Danmark var på vej til endnu en klar sejr.

De danske spillere kan se tilbage på en udmærket præstation. Heller ikke denne gang kom de for alvor under pres, men det kan de naturligvis selv tage en del af æren for.

Sværhedsgraden får formentlig endnu et nøk opad, når Danmark tager hul på mellemrunden mod Qatar på torsdag.

Powered by Labrador CMS