Danmark topper listen igen

Danske nabolande anses som mere korrupte, men det kan være tegn på mere åbenhed end i Danmark, siger formand

Offentliggjort

Danmark fortsætter som mindst korrupt land

Danmark har for syvende år i træk sikret sig førstepladsen som det mindst korrupte land i verden ifølge Transparency Internationals årlige rapport. Rapporten, der vurderer korruptionsniveauet i 180 lande, viser, at Danmark har opnået en score på 90 point.

Selvom Danmark generelt klarer sig godt, er der bemærkelsesværdige forskelle i vurderingerne af forskellige parametre. Mens Danmark scorer højt på områder som bestikkelse, er der tilbagegang på systemparametre, der handler om ansvarlighed i brugen af offentlige midler.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Danmark placerer sig for syvende år i træk på førstepladsen over lande med mindst korruption i den offentlige sektor.

Det viser den årlige rapport fra organisationen Transparency International, der opgør niveauet af oplevet korruption blandt 180 lande i hele verden.

- Det tror jeg, at de fleste danskere kan genkende fra hverdagen. Vi skal ikke have penge med, når vi skal til lægen, eller hvis vi bliver stoppet af betjente, siger Jesper Olsen, der er formand for organisationens danske afdeling.

Spørgeskemaer 

Opgørelsen bygger på spørgeskemadata fra investorer, forretningsfolk og markedsanalytikere.

De forholder sig til, hvordan de oplever niveauet af korruption i den offentlige sektor i en række lande.

Landene får en score mellem 1 og 100. Jo højere tal, jo mindre korrupt anses landet for at være blandt de adspurgte i undersøgelsen. Danmark har fået en samlet score på 90 point for tredje år i træk.

Bestikkelse 

Men dykker man ned i tallene, er Danmark gået bemærkelsesværdigt tilbage i nogle underpunkter, mens andre er steget. I en forsimplet version kan man forklare det med to spor, systemsporet og det personlige spor, forklarer Jesper Olsen.

De parametre, hvor Danmark får højere score, omhandler blandt andet bestikkelse, som det i opgørelsen fremgår, at Danmark har et lavt niveau af.

Danmark er det land i verden, hvor udenlandske forretningsfolk oplever mindst korruption i den offentlige sektor. Det viser den årlige opgørelse fra Transparency International.

Danmark går derimod tilbage på de såkaldte systemparametre, der omhandler, hvordan magten holdes til ansvar omkring brugen af offentlige midler.

Jesper Olsen kan ikke svare på, hvorfor Danmark er blevet vurderet lavere på de parametre.

- Men når man går ned og kigger på Statsrevisorernes beretninger, så er det jo ikke eventyrfortællinger på for eksempel forsvarsområdet, nævner han.

Ikke eventyrfortælling 

Kigger man uden for Danmarks grænser, skal man ikke længere end til nabolande som Sverige og Norge for at se to lande, der falder i samlet score og dermed fremstår som mere korrupte end Danmark.

Jesper Olsen peger dog på, at det også kan være et udtryk for, at det er lande, der har en anden åbenhedskultur og er bedre til at se strukturelle problemer og tale åbent om dem.

- Når man er bedre til at finde de strukturelle problemer og tale om dem, så finder man også sagerne, og så fremstår man jo også anderledes, siger han.

FAKTA: De mest og mindst korrupte lande i verden

Sydsudan er det land, der opfattes som mest korrupt ifølge antikorruptionsindeks. Se listen her.

Danmark, Finland og Singapore ligger i toppen af lande med mindst korruption i den offentlige sektor.

Det viser den årlige rapport fra organisationen Transparency International, der opgør niveauet af oplevet korruption blandt 180 lande i hele verden.

Landene får en score fra 1 til 100. Jo højere tal, jo mindre korrupt anses landet.

Her er de lande, der klarer sig henholdsvis bedst og dårligst i opgørelsen:

* Top 10:

Danmark, 90 point.

Finland, 88 point.

Singapore, 84 point.

New Zealand, 83 point.

Luxemborg, 81 point.

Norge, 81 point.

Schweiz, 81 point.

Sverige, 81 point.

Holland, 78 point.

Australien, 77 point.

* Bund 10:

Sydsudan, 8 point.

Somalia, 9 point.

Venezuela, 10 point.

Syrien, 12 point.

Yemen, 13 point.

Libyen, 13 point.

Eritrea, 13 point.

Ækvatorialguinea, 13 point.

Nicaragua, 14 point.

Sudan, 15 point.

Kilde: Transparency International

Hvidvasksag i Danske Bank 

Jesper Olsen peger på andre undersøgelser af korruption, hvor danskernes opfattelse har varieret på baggrund af, hvilke sager der har kørt i offentligheden.

Han nævner undersøgelser fra Eurostat (EU's statistiske kontor, red.), som spørger et lands befolkning til korruption.

- I de år, hvor vi havde den store hvidvasksag fra Danske Bank, steg befolkningens opfattelse af korruption i Danmark markant. Da det var ude af mediecyklussen, så faldt den igen, siger han.

Danmark efterfølges af Finland og Singapore på henholdsvis anden- og tredjepladsen over lande med mindst korruption i den offentlige sektor.

Powered by Labrador CMS