Danmarks rigeste familie sprænger alle rammer

Kjeld Kristiansen. Foto: Forbes.
Udgivet Opdateret

Danmark har en familie, som har krydset en helt særlig grænse, når Berlingske Business Magasin opgør sin liste over Danmarks 100 rigeste danskere i 2015.

For første gang har en dansk familie­formue rundet 100 milliarder kroner – vel at mærke personlig formue opgjort uden nærtstående fonde.

Det er en familie, der har fået en hel verden til at købe Lego, og hvis Kjeld Kristiansen og hans tre børn, Thomas, Sofie og Agnete, besluttede sig for at sælge alle deres legoklodser og firmaer ville deres bankbog bugne med hele 122,7 milliarder kroner. Det er resultatet af Berlingske Business Magasins opgørelse af Danmarks 100 rigeste i 2015. Formueansættelsen afspejler, hvor meget de rige danskeres virksomheder ville være værd i fri handel.

For at sætte Lego-formuen i perspektiv, skal der faktisk både en Bestseller-formue- en Coloplast-formue, en Lars Larsen-formue, en Ecco-formue og en pæn slat af Danfoss-formuen til for at matche Lego-familiens formue. Samlet udgør Lego-familiens formue en fjerdedel af de 100 rigestes formue i 2015.

I år er de 100 største formuer steget med 15 procent til i alt 498 milliarder kroner. Det er antallet af milliardærer og milliardærfamilier ikke.

Går vi derimod otte år tilbage til 2007, er antallet af milliardærer steget med 102 procent, fortæller Ejlif Thomasen, der har været konsulent og ankermand på formueberegningerne, siden Berlingske Business Magasin begyndte at udarbejde de årlige rigelister i begyndelsen af 1990erne.

De store formuefremgange er en kombination af, at en række virksomheder har præsteret bedre indtjening, og at de store kursstigninger på aktiemarkedet smitter af på prissætningen af virksomhederne.

Ti nye på listen

I de seneste årtier har kapitalfonde stået bag nogle af tidens mest givtige virksomhedshandler. Den form for succes har det med at tiltrække flere og flere aktører, der gerne vil drikke af det gyldne trug.

Det gælder Henrik Rossing, der solgte ud af sit livsværk, Fitness World, til den norske kapitalfond FSN Capital for over to milliarder kroner og er dukket op som nummer 50 på listen.

Ny på rigelisten er også finansmanden Christian Dyvig (nummer 94). Han er udklækket af kapitalfondsmiljøet og blandt andet hovedaktionær i legeredskabsproducenten Kompan.

En tredje debutant på listen er Michael Mortensen på plads nummer 76. Han stiftede sit første selskab, da han var 13 år. Siden blev han tømrer, og i dag er han 43 år, og hans første selskab er blevet entreprenør- og ejendomsudviklingskoncernen Casa med hovedsæde i Horsens.

Ude af listen

Selv milliardærer kan blive ramt af nedture. Det er dog sjældent, at et af landets erhvervskoryfæer ryger helt ud af listen.

Med en personligt ejet andel på kun godt ti procent af virksomheden er Grundfos-nestoren Niels Due Jensen og hans familie ikke længere at finde blandt landets 100 rigeste familier.

Markant faldende indtjening i pumpekoncernen gør udslaget. Og for at føje spot til skade er det sket i et år, hvor formuerne generelt er vokset. Derfor må det være en ekstra bet for familien at se på et formuefald.

Powered by Labrador CMS