Dansk e-sportsprofil tager en pause

En udbrændt Andreas "Xyp9x" Højsleth tager en pause fra Astralis. Han afløses af Marco "Snappi" Pfeiffer.

Astralis er et succesfuldt hold i computerspillet CS:GO. Foto: Kevin C. Cox/AFP
Udgivet Opdateret

Det succesfulde e-sportshold Astralis må foretage endnu en udskiftning på sit hold.

Andreas “Xyp9x” Højsleth føler sig udbrændt, og han har derfor brug for en pause. I stedet afløses han af Marco “Snappi” Pfeiffer. Det oplyser Astralis i en pressemeddelelse.

– Jeg har mærket en snigende udbrændthed i de seneste måneder og måtte for nogle dage siden opgive og melde fra til træning. Jeg har sammen med holdet omkring os kæmpet for at holde mig oven vande, men det går ikke, og jeg bliver nødt til at træde tilbage i en periode.

– Jeg vil gerne sende en stor tak til holdkammeraterne, Astralis-organisationen og alle omkring mig, som har været virkelig gode støtter i denne tid.

– Jeg ved ikke, hvornår jeg vil være tilbage og spille, men jeg håber på forståelse hos fansene, da det har været en virkelig svær beslutning for mig, siger Andreas “Xyp9x” Højsleth.

Sygemeldt med stress

Meddelelsen fra Astralis kommer ugen efter, at en anden af holdets profiler, Lukas “gla1ve” Rossander, blev sygemeldt med stress.

Astralis-sportsdirektør Kasper Hvidt siger, at man tager de to eksempler på udbrændthed meget alvorligt.

– Vi har arbejdet med sundhed og performance i fire år, og der er stadig masser af ting, vi kan og skal gøre bedre. En øget trup-størrelse er et område, hvor vi stadig må kæmpe for accept og opbakning, men behovet er kun blevet mere åbenlyst over det seneste års tid.

– Vi har nu to spillere på mere eller mindre tvungen pause, og det tager vi meget seriøst. Det bekræfter os i, at det arbejde, vi har startet for længe siden, er ekstremt vigtigt, siger Kasper Hvidt.

Kjaerby også ude

Det er ikke kun e-sportsudøverne hos Astralis, der må sætte karrieren på standby på grund af udbrændthed.

CS: GO-konkurrenterne North kunne for to uger siden meddele, at helbredsproblemer har tvunget Markus “Kjaerbye” Kjærbye til at tage en pause. Han mærkede mavesmerter, åndedrætsproblemer og brystkramper.

I august sidste år stoppede den tidligere Fifa-verdensmester August “Agge” Rosenmeier karrieren på grund af mentale problemer. Han var også tilknyttet North.

Powered by Labrador CMS