Dansk ghetto-imam tiltales: Kaldte jøder for børn af aber og svin

En imam fra Vollsmose er blevet tiltalt for racisme, oplyser Fyns Politi mandag.

Imamen er kendt fra Vollsmose i Odense. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Udtalelser i en prædiken, hvor en herboende imam kalder jøder for efterkommere af aber og svin, kan nu få konsekvenser for denne imam. Prædikenen blev holdt i 2014 i Odense, og i samme ombæring henviste imamen til den del af koranen, hvor det beskrives, at muslimer vil slå alle jøder ihjel ved dommedag. Prædiken blev delt på internettet, og det fik Det Jødiske Samfund i Danmark til at politianmelde imamen til Fyns Politi.

Mandag oplyser politiet så i en pressemeddelelse, at anklagemyndigheden ved Fyns Politi rejser tiltale mod denne imam for at udtale sig racistisk om jøder i en tale, som han holdt i en moské.

Den konkrete udtalelse lød i videoen, der blev delt på avisen The Times of Israels hjemmeside:

– Hvordan kan vi og alle andre muslimer med tro i hjertet acceptere en opdeling af Palæstina mellem palæstinensere og en bande af jøder, afkom fra aber og grise.

Det er ifølge Fyns Politi blandt andet den udtalelse, der er baggrunden for, at anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale i sagen.

Imamen tiltales efter den såkaldte racismeparagraf i straffeloven. Den kan straffes med bøde og op til to års fængsel. Han nægter sig skyldig, skriver eb.dk.

Den pågældende imam – vi nævner ikke hans navn – er kendt for at være en af de imamer, der rejste rundt i Mellemøsten og talte om den dårlige behandling af muslimer i Danmark, efter at Jyllands-Posten offentliggjorde Muhammed-tegningerne.

Sagen om racistiske udtalelser er sendt til Retten i Odense, der behandler den som en domsmandssag. Retssagen er berammet til den 20. december 2016

Ifølge straffelovens § 266 b, stk. 1, er det strafbart offentligt eller med forsæt til udbredelse at fremsætte udtalelser, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Powered by Labrador CMS