Dansk hotel har ét værelse

På Kaj Hotel kan du og din familie eller venner bo på vandet og nyde udsigten fuldstændig uforstyrret. I er nemlig hotellets eneste gæster

Holmenhotel
Udgivet Opdateret

Lidt sheik har man vel lov til at være… I hvert fald nogle dage. Den mulighed har du nu. På et lille hotel, der hedder Kaj, som ligger på Holdmen i København – overfor Toldboden.

Hvis du booker en overnatning, har du og op til tre andre altså mini-hotellet helt for jer selv – der bor nemlig ikke andre end jer. Kaj Hotel har kun ét værelse.

Afstanden fra mini-hotellet til vandet er nul meter. Det ligger – bogstavelig talt – på vandet, hvilket betyder, at der er god chance for at vågne op til den terapeutiske lyd af bølgernes brusen.

Holmenhotel
Holmenhotel

Værd at vide om Kaj Hotel

Lokation: Havnekajen på Holmen – med udsigt til sejlskibet Georg Stage og Toldbodens historiske huse. Der er ikke langt til byens mest attraktive turistattraktioner.

Faciliteter: Hotellet er et 16 kvadratmeter stort værelse  – med hems. Værelset er opvarmet og indrettet med dansk design. Man har adgang til egen terrasse plus en kajak og et sup board.

Åbning: Hotel Kaj åbnede for bookinger 1. september 2020.

Gæster: I oktober 2020 havde de 16 gæster. Gæsterne er typisk københavnske par, men også udenlandske turister har indlogeret sig.

Max antal overnattende gæster: Der er plads til 4 personer på hotellet.

Pris: 2500 kroner per nat. Til sammenligning koster det 3.150 kroner at overnatte på d’Angleterres billigste værelse.

Kaj med køleskab og kajak

Hotelejerne er Barbara von Haffner og Toke Larsen, som danner par privat. Og førstnævnte ved godt, hvordan hun skal sælge den unikke hoteloplevelse, de tilbyder.

– Det er “the scandinavian dream”. Det er et “home away from home”. Vores gæster bor på vandet og har den bedste havneudsigt. Mange får den der “her kunne jeg godt bo”- følelse, fortæller Barbara von Haffner til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Vores hovedattraktion nummer 1 er vandet. Gæsterne kan ligefrem sejle til og lægge til kaj ved Kaj hotel, hvis de selv har en båd eller lejet en af slagsen. Og så får de nærmest alt serveret på et sølvfad. Køleskabet er fyldt – der er alkohol, juice, mælk og GOD kaffe.

Også en kajak og et sup board er der til rådighed for de vandglade, som vil opleve byen fra vandsiden.

Holmenhotel
Holmenhotel

Fed fornemmelse

Barbara von Haffner og Toke Larsens hoteldrøm begyndte at spire, efter de modtog henvendelser om, hvorvidt det var muligt at leje parrets husbåd. De byggede båden i 2006, og den ligger få meter væk fra Hotel Kaj. Den norske arkitekt Karl Smith-Meyer har hjulpet dem med at designe hotellet, og det er bygget af genbrugsmaterialer.

– Jeg er et servicemenneske. Jeg vil gerne gøre mine gæster glade og give dem en god oplevelse, understreger Barbara von Haffner.

Holmenhotel
Holmenhotel

På Kaj Hotel kan du være fuldstændig i fred og behøver ikke at forholde dig til fremmede. Og omgivelserne og hotellets rammer giver dig den fornemmelse af luksus samt gode udsigt, som man gerne vil have på et hotel, såvel som den hjemlige atmosfære. Og så koster det ikke engang kassen at booke en overnatning. Du og dine følgesvende kan leje det for 2500 kroner per nat.

– Og det bliver kun federe og federe at booke vores hotel i takt med, at vejret bliver bedre, afslutter Barbara von Haffner.

Holmenhotel
Holmenhotel
Holmenhotel
Holmenhotel
Holmenhotel
Holmenhotel
Powered by Labrador CMS