Dansk topbokser er blevet rocker

Den danske topbokser Patrick Nielsen står frem som medlem af motorcykelklubben Satudarah.

Den danske bokser Patrick Nielsen er blevet rocker. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Den danske bokser Patrick Nielsen står nu helt officielt frem som medlem af rockerklubben Satudarah. Det bekræfter han selv overfor avisen B.T., der sågar har mødt ham til en fotoskydning. Nielsen, der var et stort boksehåb, siger selv, at han har kendt mange af drengene en stor del af livet.

– Jeg har altid hængt lidt med drengene herudefra og har kendt mange af dem, før jeg selv blev en del af det. Nu er vi så bare gået fra at være venner til brødre, siger han til avisen.

Bokseren, der gennem den seneste tid er blevet identificeret som ansvarlig for en art boksetræning med netop medlemmer af Satudarah, skal gennem samme vej som alle andre for at blive en del af sammenholdet. Derfor er han såkaldt “prospect”. Det kan oversættes til prøvemedlem.

Ikke slemmere

Der er mange fordomme om rocker-klubber, og dem kender Patrick Nielsen også, men han synes ikke umiddelbart, at det er rimeligt, at betegne rockere som dårlige mennesker.

– Jeg er ikke blevet et slemmere eller dårligere menneske af at blive optaget i Satudarah MC. Bare fordi der er én korrupt politimand, kan man jo ikke sige, at alle politimænd er korrupte. Fordi én biker er kriminel, betyder det ikke, at alle er. Jeg fortsætter mit liv som før bare under nogle regler, jeg kan leve i, siger han.

Bokseren håber ikke, hans medlemskab af rockerklubben betyder, han må indstille sin karriere som bokser, men Ekstra Bladet skriver, at han ikke har fornyet sin licens.

Nasars morder var medlem

Satudarah kom til Danmark omkring 2013, og motorcykelklubben blev startet i Holland i 1990. Siden har den spredt sig med afdelinger over store dele af Europa.

Herhjemme har rockerklubben været en del i vælten, senest da tidligere bandemedlem og senere radiovært Nedim Yasar blev koldblodigt myrdet på åben gade i København.

En af de senere dømte – 25-årige Alexander Findanis – var nemlig medlem af gruppen. Han blev idømt livstid i fængsel for drabet.

Powered by Labrador CMS