Danskere i Tyrkiet advares efter bombeangreb

Endnu et bombeangreb har rystet Tyrkiet. Denne gang gik det ud over en populær shopping-gade.

Udgivet Opdateret

En bombe i en travl shoppinggade i den tyrkiske millionby Istanbul har dræbt fire mennesker og såret 20 andre, tre af dem alvorligt.

Det siger den lokale guvernør Vasip Sahin i en erklæring. Han siger også, at rygter om eksplosioner andre steder i byen er falske.

Den tyrkiske sundhedsminister siger, at det er 36 mennesker, som er såret. Og af dem er syv kommet alvorligt til skade.

Ifølge guvernøren var der tale om et selvmordsangreb.

På den baggrund advarer det danske Udenrigsministerium danskere i Tyrkiet mod at opholde sig på åbne pladser, strøg og andre steder, hvor mange er samlet. Det skriver Borgerservice på Twitter. Det samme gør centerchef Ole Egberg Mikkelsen:

– Når man kigger på, hvad der er sket i Istanbul og Ankara de seneste måneder, så sker det typisk steder, hvor mange mennesker samles, og hvor mange turister samles. Så som rejsende kan man forsøge at undgå at færdes de steder. Det kan være indkøbscentre, undergrundsbaner, større turistattraktioner og andre lokaliteter. Det er ikke altid, at man kan undgå at opholde sig der, men man kan sørge for at opholde sig så kort tid, der hvor der er risiko, siger han til Ritzau.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at det ikke umiddelbart er klart, om gerningsmanden er talt med i dødstallet på fire.

Blandt de sårede er tre israelske statsborgere, siger guvernøren. BBC skriver nu, at der er i hvert fald 12 ikke-tyrkere ramt af angrebet.

Udenrigsministeriet undersøger

Hjemme i Danmark er Udenrigsministeriet nu i gang med at undersøge, om danskere er såret eller dræbt i angrebet, der fandt sted på et populært turist-mål.

Bomben er eksploderet på Istiklal Caddesi-gaden ikke langt fra Taksim-pladsen, og tyrkiske embedsmænd siger til Reuters, at de første undersøgelser tyr på, at det er den kurdiske militante organisation PKK, som står bag.

En kilde siger, at gerningsmanden blev skræmt af politiet og sprængte sin bombe “af frygt”.

For en uge siden blev Tyrkiet ramt af et bombeattentat. Det indtraf i hovedstaden Ankara, hvor 37 mennesker ifølge det tyske nyhedsbureau dpa blev dræbt.

Ifølge de tyrkiske myndigheder var det en kvinde fra den militante kurdiske organisation PKK, der sprængte sig selv i luften i hovedstaden.

Et tilsvarende angreb i Ankara i februar kostede 30 mennesker livet, mens 12 blev dræbt ved et selvmordsangreb i Istanbul i januar.

Powered by Labrador CMS