Danskere på nytårskur får løbeskader

Fysioterapeuter har i øjeblikket travlt med at behandle motionister i årets første måneder. Det er nemlig højsæson for løbeskader.

Udgivet Opdateret

Der er ekstra travlhed på løbestien eller fitnesscentrets løbebånd i disse uger.

Januar er nemlig højsæson for topmotiverede motionister med drømmen om at gennemføre en halv- eller helmaraton senere på året. Eller måske bare tabe et par kilo.

Men vinter skaber ikke kun travlhed på løbestien. Også landets idrætslæger og fysioterapeuter har travlt.

Det bekræfter fysioterapeut Per Øllgaard, som driver en fysioterapeutisk specialklinik for løbere i Viborg.

– Nytåret er for mange en kærkommen lejlighed til at begynde med løb – enten for første gang eller efter en længere skadepause. Og de to typer har det til fælles, at mange af dem ofte lægger for hårdt ud og dermed får skader, siger Per Øllgaard.

Hvad enten man gerne vil tabe sig eller gennemføre et løb, kommer mange nytårsløbere ofte til at løbe for langt eller for hurtigt, før deres lemmer er klar til den hårde belastning.

Det oplever man hos Østerbro Fysioterapi.

– Der er en klar tendens til, at nybegyndere undervurderer, hvad løb gør ved kroppen. Motivationen overstiger simpelthen kroppens evne til at tage imod de tæsk, den får. Man glemmer måske, at man lander med tre gange sin egen kropsvægt, når man løber, siger Niels Rottensten.

Og det er især den del af kroppen, der forbinder musklerne med vores knogler, der tager skade af løbernes travlhed og urealistiske forventninger.

Det såkaldte senevæv er nemlig ligeglad med dit nytårsforsæt, påpeger Per Øllgaard.

– Hvis man tror, at man bare kan løbe, som man har lyst til, så tager man fejl. Man risikerer bare at løbe ind i en overbelastningsskade med smerter i leddene, fordi kroppen ikke er klar til den belastning, den bliver udsat for, siger Per Øllgaard.

Akillessenen får sig også nogle hug, når man som nybegynder vover sig ud i vintermånederne, hvor det kan være glat.

Ofte fordi foden skrider, og man har svært ved at sætte ordentligt af.

– Løber du på glatte overflader, risikerer du også at få hofteskader, fordi du bruger flere kræfter på at stabilisere kroppen under løb, end du er vant til, siger Per Øllgaard.

Så snart du begynder at mærke ømheden i knæ, hæl og hofte, når du hviler, er det kroppens måde at sige på, at du skal tage den mere med ro.

Men uanset hvad, så er skader svære at undgå.

Og ender du med en løbeskade, skal du ikke sidde stille, men sørge for at “restituere aktivt”, som det hedder, dvs. gå, når du ikke kan løbe, eller måske cykle og prøve en romaskine.

På den måde ender løb forhåbentlig ikke som endnu et uopfyldt nytårsforsæt.

Råd til den uerfarne vinterløber:

– Lyt til din krop. Den skal nok give tegn på, at citronen er presset lidt for meget.

– Trap langsomt op. Rom blev ikke bygget på en dag eller måned for den sags skyld. Også selv om du løber 50 kilometer i en uge, kan du stadig ikke bare trappe op til 80 kilometer i den næste. Kroppen skal bygges gradvist op.

– Følg et løbeprogram, som er tilpasset dit niveau, så du får struktur på din træning og undgår skader.

– Løb, hvor der er ryddet, og hvor der ikke er is. Når du løber i sne, belaster du akillessenen mere end normalt, ligesom når du løber i sand på en strand.

Kilder: Per Øllgaard, Niels Rottensten

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS