Danskerne forstår ikke bil-forsikringen

Mange tror fejlagtigt, at de er dækket ved solo-ulykker. Foto: Iris/Scanpix (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Hver anden tror fejlagtigt, at kaskoforsikringen dækker mere end den gør, og flere forveksler ansvars- og kaskoforsikringen

Det kan være svært at finde ud af hvilken forsikring, der dækker, hvis man kommer ud for en ulykke, når man kører i sin bil.

Det bekræfter en ny analyse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring. I analysen tror hver anden eksempelvis, at kaskoforsikringen dækker mere, end den gør. Og blot 68 procent angiver, at de har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring

– Vi ved godt, at bilforsikringen og de mange tilvalgs-muligheder kan være svære at gennemskue. Derfor arbejder vi hele tiden på at gøre forsikring og forsikringsvilkår lettere at forstå. For det er et stort problem, når så mange har svært med at svare på, hvordan deres forsikring dækker. Det betyder nemlig, at alt for mange risikerer at køre rundt uden den dækning, de har brug for, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Vi er ikke forsikrede i solo-ulykker

Sidste år registrerede Danmarks Statistik 3317 personskader i ulykker med kun én personbil. Desværre ved færre end hver tiende hvilken forsikring, der dækker personskader, man får i en soloulykke. Og blot 13 procent af de danske bilejere angiver, at de har forsikringen, der dækker dem i soloulykker. For at gøre det endnu værre, tror hele 32 procent, at det dækkes af bilens kaskoforsikring. Og det kan få grimme konsekvenser:

– Hvis man tror, at kaskoforsikringen dækker skader, man får som fører, hvis man eksempelvis kører i grøften, så får man en ubehagelig overraskelse. Det er nemlig kun skader på egen bil, kaskoforsikringen dækker, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring og uddyber:

– I uheld med fx to involverede personbiler dækker deres respektive ansvarsforsikringer for person- og bilskader på modparten. Men i solouheld er der jo ingen modpart. Hvis en bilist mister herredømmet over sin bil og kører ind i et træ, skal han derfor have en førerpladsdækning for at få dækket skaderne på sig selv.

Det er for svært at skelne mellem de forskellige forsikringer

Til trods for at det er lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring for sin bil, svarer blot 68 procent, at de har denne forsikring, mens hele 86 procent svarer, at de har kaskoforsikring. Det viser tydeligt, at der er brug for, at forsikring bliver lettere at forstå.

– Jeg håber ikke og tror ikke på, at det er sandt, at blot 68 % kører med den lovpligtige ansvarsforsikring. Vi læser da også analysens resultater sådan, at rigtig mange har svært ved at gennemskue, hvilke bilforsikringer de har, og hvad de egentlig dækker. Og det er selvfølgelig uholdbart. Derfor arbejder vi altid på, at det bliver lettere at forstå vores produkter og forsikringsbetingelser, siger Kim Rud-Petersen.

Sådan dækker forsikringen:

Den lovpligtige ansvars-forsikring dækker skader på andre biler, genstande og personer. Den dækker IKKE skader på egen bil, passagerer og fører.

Kasko-forsikringen dækker skader på egen bil. Den dækker IKKE skader på fører og passagerer.

Førerplads-dækning dækker skader på fører i solo-ulykker. Den dækker IKKE skader på egen bil, passagerer, andre biler eller personer.

Powered by Labrador CMS