DBU-boss: Vi lægger os fladt ned

DBU skal på bestyrelsesniveau diskutere, hvordan investeringspolitikken skal være i fremtiden, siger direktør

DBU-direktør Jakob Jensen ærgrer sig over, at unionen fik investeret i obligationer i Qatar. Men de er solgt nu, og der vil ikke kunne investeres i Qatar fremadrettet, forsikrer han.
DBU-direktør Jakob Jensen ærgrer sig over, at unionen fik investeret i obligationer i Qatar. Men de er solgt nu, og der vil ikke kunne investeres i Qatar fremadrettet, forsikrer han.
Udgivet Opdateret

De obligationer, som Dansk Boldspil-Union (DBU) havde i Qatar, er solgt. Det oplyser DBU-direktør Jakob Jensen, som kalder hele sagen for en fejl.

- Qatar er et sted og en stat, som vi har en meget indgående kritisk dialog med. Det sender det forkerte signal, i forhold til hvad vi vil med den dialog, hvis vi samtidig har investeret selv et meget lille beløb i obligationer i Qatar.

- Vi har lagt os fladt ned. Det er en fejl, og vi har afhændet det, vi havde, og vi har sikret os, at der ikke kan foretages fremtidige investeringer af vores kapitalforvalter i obligationer i Qatar, siger han.

Kun en smule

DBU's samlede investeringer i aktioner og obligationer var ved udgangen af 2021 cirka 219 millioner kroner værd. Heraf udgjorde investeringerne i Qatar cirka 0,1 procent - 191.000 kroner.

- Vi havde nogle midler investeret i obligationer i Qatar. Det er simpelthen bare en fejl. Det var dumt. Vi har en kapitalforvalter, der investerer vores midler, som vi har opsparet.

- Vi har aktuelt investeret i cirka 6500 værdipapirer. Nogle af dem var i obligationer i Qatar. Vi kan selvfølgelig ikke eje obligationer i Qatar, siger Jakob Jensen.

Er slut nu

Han kan ikke oplyse, hvilken fortjeneste der har været på investeringerne i Qatar.

- Den diskussion, der har været og drejet sig om 191.000 kroners investering i obligationer i Qatar, er slut. De obligationer er solgt.

- Mit umiddelbare bud vil være, at det sjældent er en god forretning at sælge obligationer, inden de udløber. Mit umiddelbare gæt vil derfor være, at vi har sat penge til, siger Jakob Jensen.

Han har selv været bannerfører for en kritisk tilgang til VM-værtslandet Qatar og ikke mindst menneskerettighederne i landet. Derfor irriterer sagen ham ekstra meget.

Det ærgrer mig

- Det ærgrer mig bestemt ikke, at det er kommet frem. Det ærgrer mig, at det er sket. Det ærgrer mig, at vi via vores kapitalforvalters dispositioner har haft en lille portion obligationer i Qatar.

- Men det ændrer ikke på den kurs, vi har lagt. Vi har en meget kritisk dialog med Qatar, som jeg senest havde, da jeg var dernede i december, og som vi har løbende.

- Jeg skal derned igen til marts. Det kommer vi til at fortsætte med - at sætte forbedrede rettigheder for migrantarbejdere og andet på dagsordenen, siger Jakob Jensen.

Powered by Labrador CMS