Deler erfaringer med sexchikane

Tidligere statsminister opfordrer på Instagram til hellere at gøre for meget end for lidt i sexchikanesager.

Helle Thorning-Schmidt opfordrer i et opslag på Instagram til hellere at gøre for meget end for lidt i sager om sexchikane. (Arkivfoto) Foto: Ruben Sprich/Reuters
Udgivet Opdateret

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt skriver i et opslag på Instagram, at hun har “pænt meget erfaring med sexchikanesager”.

Opslaget deler hun i lyset af den seneste tids debat, efter at 1615 kvinder fra den danske mediebranche har underskrevet et støttebrev til tv-vært Sofie Linde om, at der eksisterer en sexistisk kultur i branchen.

Thorning-Schmidt beskriver i opslaget, hvordan hun som politisk leder har mødt sexchikane flere gange.

– To højtprofilerede sager, da jeg var formand for Socialdemokratiet, og en sag på CEO-niveau fra Red Barnet UK, der stadig kastede lange skygger over min vagt som direktør for international Red Barnet fra 2016.

– Fælles for min håndtering var, at jeg blev beskyldt for at overreagere, hvilket jeg egentlig har det meget godt med i dag, skriver den tidligere statsminister.

Hun går ikke i detaljer med de tre sexchikanesager, men hun skriver, at “det må lakke mod enden, at navngivne kvinder skal bruge mere modig energi på at løfte bevisbyrden”.

Helle Thorning-Schmidt opfordrer mediechefer, partiledere, departementschefer, ngo-direktører, bureaudirektører, fagforeningsledere og andre til hellere at gøre for meget end for lidt i sager om sexisme.

– Inviter til dialog med kvinderne og spørg dem, lav medarbejderundersøgelser, vær sikker på, at alle har fattet, hvad forskelsbehandling og seksuel chikane er.

– Lav obligatoriske kurser for alle medarbejdere, vær sikker på, at alle kender klagevejene, skab en solidaritetskultur og vis med dine personlige handlinger og værdier, at der er nul tolerance hos den øverste ledelse, opfordrer hun.

I kølvandet på støttebrevet til Sofie Linde har ligestillingsminister Mogens Jensen (S) inviteret hende og nogle af skribenterne bag støttebrevet til et møde.

Danmarks første kvindelige statsminister

Navn: Helle Thorning-Schmidt

Født: 14. december 1966 i Rødovre, datter af pensioneret lektor og cand.oecon. Holger Thorning-Schmidt og pensioneret kontorchef Grete Thorning-Schmidt

Har bestridt en række topposter i både politik og det private erhvervsliv.

Fra 2011 til 2015 var hun Danmarks statsminister – som den første kvinde.

Privat er Helle Thorning-Schmidt gift med den britiske politiker Stephen Kinnock og er mor til døtrene Johanna og Camilla.

Her vil han høre deres input til, hvordan man kommer sexchikane til livs.

Powered by Labrador CMS