Derfor flytter grisene til stenbroen

Foto: Østre Gasværk/PR
Udgivet Opdateret

Køer, geder, grise og gæs skal bo på stenbroen midt i København

København har fået en række usædvanlige beboere. Forleden flyttede 17 køer, grise, gæs, heste, hunde og høns ind på Østre Gasværk Teater, hvor de medvirker i musicalen ”Hjælp Søges ”der har premiere 12. april 2015. Dyrene skal bo på teatret indtil først på sommeren.

”Hjælp Søges” er en musical for voksne med tekst og musik af ABBA’s Björn Ulvaeus og Benny Andersson, der også skrev musicalsucceserne Chess og Mamma Mia!

“Det rustikke runde rum i Østre Gasværk kan om noget sted danne manege for både dansende køer og mænd på kanten af kaos. Det er voksne kræfter der sættes i spil, og derfor ikke for børn – men til gengæld altsammen til musik” siger Pia Jette Hansen, teaterchef på Østre Gasværk Teater

De veltrænede husdyr, der ejes af cirkusprinsessen Suzanne Berdino, spiller i ”Hjælp Søges” sammen med det musikalske makkerpar Jesper Lohmann og Jesper Asholt. Lohmann og Asholt mødte dyrene første gang efter nytår og har siden smugtrænet bl.a. med koen Ronja på Suzanne Berdinos gård omkring Slagelse.

”Det var forelskelse ved første blik da jeg så ind i Ronja´s store brune øjne og et tons varme godmodigt kom imod mig ” siger Jesper Lohmann

”På min telefon har jeg et billede af Lohmann og mig, lige da vi har mødt de store dyr, som nu er vores kolleger. Vi ligner drenge på 12 år, som er kommet gratis i Cirkus. Jeg har det stadig sådan!” siger Jesper Asholt

Det er et stort projekt, når 17 levende dyr flytter ind midt i byen. Bag teatret er der bygget en række stalde, og scenegulvet er dækket af 30 tons jord og sand. Dyrene spiser 350-400 kilo hø, 110 kilo gulerødder og 100 kilo kraftfoder om ugen. Ved siden af staldene er der indhegnet et græsningsareal, så dyrene kan føle sig hjemme på stenbroen. Mellem staldene og græsningsarealet bor Suzanne Berdino i sin cirkusvogn.

”En hest uden rytter er stadig en hest, en rytter uden hest er bare et menneske” siger Suzanne Berdino

Powered by Labrador CMS