Det rene bæ: Ung mand låst inde på toilet i timevis

Nu er låsen skiftet ud, meddeler kommunen.

Der er grænser for, hvor længe et toilet er spændende. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det kan være dejligt og fredeligt at sidde på kummen og filosofere over livets store spørgsmål, men der må også være en grænse for, hvor længe det reelt er hyggeligt.

Noget tyder på, at en ung mand fandt netop den grænse mandag eftermiddag, da han skulle aflevere efterladenskaber på et offentligt toilet på Ølstykke Station. Egedal Kommune oplyser nemlig tirsdag i en pressemeddelelse, at den stakkels lokumsgæst blev ufrivilligt holdt inden for.

Låsen til toiletdøren – den er elektronisk – var nemlig gået i baglås. Det skulle være så smart, men det endte i det rene bæ for den unge mand, der altså ikke kunne komme ud ved egen eller elektronisk hjælp.

Således måtte Egedal Kommunes vagt og Falck sammen rykke ud til stationslokummet for at hjælpe den stakkels ungersvend ud. På det tidspunkt havde han været låst inde i to timer. Dog gik der yderligere halvanden, førend den unge besørger kunne komme ud i friheden. Først klokken 19 kom en låsesmed nemlig og låste døren op. Således vandt håndkraften altså over elektronikkens mange vidundere.

– Vi kan selvfølgelig kun beklage den ubehagelige oplevelse, som den unge mand har haft på et af vores offentlige toiletter. Vi har nu valgt helt at fjerne det elektroniske låsesystem på døren, som fremover kun vil have en ganske almindelig mekanisk lås, siger afdelingsleder for Drift og Service, Teis Owens, i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke af meddelelsen, om den unge mands besøg medførte, at han var lukket inde med “en stinker”.

Egedal Kommune har nu fjernet den defekte elektroniske lås, der ellers blev monteret for at undgå hærværk i aften- og nattetimerne.

 

Powered by Labrador CMS