Det skal du vide: Sex under graviditet

I kan roligt dyrke sex under graviditeten. Det er ganske ufarligt. Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

Du skader ikke din ufødte baby ved at dyrke sex under graviditeten

Mange førstegangs-gravide er lidt nervøse for at dyrke sex. Det behøver de ikke være. Det er (for det meste) helt ufarligt. Men spørgsmål som “skader jeg baby?” og “rammer penis baby?” er mere normale, end man skulle tro.

Health har spurgt Mary Jane Minkin, som er professor i (blandt andet) gynækologi ved Yale University om sikker sex under graviditet:

– Sex er generelt helt fint. Vi anbefaler faktisk par at dyrke sex, hvis kvinden går over tid.

Der er ingen grund til ikke at dyrke sex – heller ikke i tredje trimester. Der findes et hormon i sæd, der hedder prostaglandiner, og det kan faktisk stimulerer veer.

Og lige præcis derfor er det eneste tidspunkt, du ikke skal dyrke sex, hvis du er i fare for at føde for tidligt. Hvis din læge har advaret dig mod netop dette, skal du holde dig fra sex og orgasmer – det kan sætte en fødsel igang.

Alle stillinger dur

Der findes ikke en rigtig eller forkert måde at dyrke sex under graviditeten. Alle stillinger er helt i orden – du kan ikke skade baby ved at ligge på maven. Doktor Minkin har dog erfaret, at kvinden øverst eller sex bagfra virker som de mest behagelige stillinger for gravide kvinder.

Selvom der ikke er noget i vejen for at dyrke sex under graviditeten, er det også helt normalt, hvis du ikke har lyst.

Især i tredje trimester er det begrænset med sex – det er typisk, fordi kvinden er træt og stor. Desuden udløses hormonet prolactin under hele graviditeten, og det kan hæmme sexlysten. For nogle kvinder er det også kroppens fysiske ændring, der generer – de føler sig ikke attraktive.

Til det er der kun en ting at sige: Du er en smuk gravid kvinde, og din mand synes helt sikkert, du er sexet uanset hvad. Du bærer hans barn! Hvis det ikke er sexet…

Andre kvinder har det lige omvendt, de får mere lyst til sex under graviditeten. Det er også helt normalt. Så er det bare at nyde det.

Pas på seksuelt overførte sygdomme

Der er en stor fare ved sex under graviditeten: Seksuelt overførte sygdomme. Hvis din partner har en af disse sygdomme (gonorré, klamydia for eksempel), er det en rigtig dårlig idé at dyrke sex.

Selv kondomer kan ikke fjerne 100 procent af smittefaren. Hvis du får en af disse sygdoms-bakterier, kan de overføres til livmoder og barn, og det kan i værste fald resultere i for eksempel blindhed hos barnet.

Powered by Labrador CMS