DF vil stoppe undervisning på engelsk

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det skal være helt slut med uddannelser på danske universiteter, hvor al undervisning og materiale er på engelsk.

Det foreslår Dansk Folkeparti, der med forslaget vil sætte en stopper for den hastigt voksende gruppe af EU-borgere, der gør et stadig større indhug i den samlede SU-pulje.

Partiets undervisningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), mener, at det vil begrænse antallet af udenlandske studerende, der ifølge den seneste opgørelse er tidoblet på to år.

»Ved at sikre, at alle uddannelser i Danmark er på dansk, så vil man eksempelvis som rumæner skulle lære dansk for at klare sig, og det vil i praksis afskære mange,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl og tilføjer, at dem, der rent faktisk vil ulejlige sig til at lære sproget, også er dem, der vil blive en gevinst for samfundet.

Han fastslår samtidig, at det ikke udelukker, at dele af fagene kan være på engelsk, så længe hovedsproget er dansk.

Radio24syv skriver med baggrund i et notat fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at 4.141 studerende fra andre EU-lande modtager dansk SU, mens det tal i 2012 var 442.

Stigningen menes at være et udslag af, at en EU-dom i foråret 2013 slog fast, at studerende fra andre EU-lande har krav på at modtage SU i Danmark, så længe de har i omegnen af 11 timers arbejde ved siden af.

Især østeuropæerne har fået øjnene op for den åbning, og Jens Henrik Thulesen Dahl frygter, at man i de lande er ved at skabe en industri, der ernærer sig på dansk filantropi.

»På universiteterne oplever man, at agenter fra østeuropæiske lande tager kontakt til dem for at høre, hvad der er af pladser og krav, og det lugter for mig af en industriting, hvor vi bliver klart udnyttet med vores favorable ordninger,« siger han.

Udover forslaget om at uddannelser dansksprogede, opfordrer uddannelsesordføreren til at bringe diskussionen op i EU-regi.

»Regeringen har forpligtet sig til at tage diskussionen op i EU-systemet, hvis budgettet bliver sprængt, og det mener vi, at man bør gå i gang med allerede nu, inden det er for sent,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl med henvisning til, at der foreløbig er brugt 204 millioner af de 390 millioner, man har afsat til gruppen af udenlandske studerende.

»Jeg vil ikke klandre en ung rumæner for at se muligheden i at få betalt uddannelse og forsørgelse i Danmark, men vi har et problem, for på et tidspunkt kan vi blive nødt til at skære i de danske studerendes SU, og det kan de ikke være tjent med,« siger han.

Powered by Labrador CMS