Direktør bevilgede millioner til eget projekt: -En fejl, siger han selv

I et brev bevilgede direktør millioner til eget projekt. Brevet var stilet til Ole Wolf og underskrevet af samme.

Ole Wolf har angiveligt bevilget penge fra Aarhus 2017 til sit eget projekt. En fejl, siger han selv. Foto: Scanpix/Linkedin.
Offentliggjort Sidst opdateret

– Det er simpelthen en fejl i et autogenereret brev.

Ordene kommer fra Ole Wolf, da Newsbreak.dk ringer til ham for at høre hans udlægning af sagen om, at han skulle have bevilget penge til sit eget projekt Urban Lab.

Ole Wolf bevilgede 1,3 millioner til sit eget kulturprojekt i Horsens Kommune, mens han var konstitueret programdirektør for Aarhus 2017. Det skriver TV 2 Østjylland.

Mens han som projektleder i Horsens Kommune var udlånt til sekretariatet hos kulturhovedstaden Aarhus 2017, bevilgede han penge til sit eget projekt.

Han gav altså et milliontilskud til et projekt, hvor han selv var juridisk og økonomisk ansvarlig hos Horsens Kommune. Fondsmillionerne havde han råderet til som programdirektør for Aarhus 2017, skriver TV 2 Østjylland.

Skriver til sig selv

Tilskuddet sker i et bevillingsbrev, hvor programdirektøren Ole Wolf skriver til sig selv og giver 1,3 millioner kroner til sit eget projekt, Urban Lab, der er et projekt for moderne bymiljøer.

“Kære Ole Wolf” indledes brevet med overskriften “Bevilling fra Fonden Aarhus 2017.”

Brevet bliver derefter underskrevet “Med Venlig Hilsen Ole Wolf, konstitueret programdirektør.” Endeligt ønsker han sig selv en glædelig jul.

Erkender underskrift

Aarhus 2017 erkender, at brevet, der er et af flere bevillingsbreve, som bærer Ole Wolfs underskrift, får det til at se ud, som om han har bevilget penge til sit eget projekt.

– Der blev sendt i alt 40 breve ud, hvor jeg står som afsender, siger Ole Wolf til Newsbreak.dk og understreger, at det kun var det omtalte brev, der var fejl i.

En fejl, der ifølge ham blot er en simpel fejl.

Ole Wolf fortæller, at både afsender og modtager er autogenererede og derved opstod fejlen.

– Jeg stod derfor både som afsender og modtager på brevet, siger han, og fortsætter:

– Jeg har været meget opmærksom på, ikke at blande tingene sammen. Jeg deltog heller ikke i møderne, siger Ole Wolf.

At fejlen i det hele taget kunne ske, forklarer han således.

– Jeg søgte om pengene i 2014 og automatisk er det ansøgeren, der kommer til at stå som modtageren og ikke de nye kontaktpersoner.

Han fortæller endvidere, at alle projekter er godkendt af administrerende direktør i Aarhus 2017 Rebecca Mathews.

Ole Wolf var udlånt til Aarhus 2017 i fem en halv måned. Han er nu tilbage på pladsen i Horsens Kommune.

– Jeg og en anden delte jobbet, mens man fandt en til stillingen, forklarer han.

Hvad der nu skal ske, har han ikke et bud på.

Han håber dog, at det hele går i sig selv igen, da han ikke mener, der er kød på historien.

– Og jeg gjorde mig umage for ikke at sikre mig de steder, hvor jeg kunne have en dobbeltrolle, siger Ole Wolf.

Ulovligt at være inde over egne projekter

Da Ole Wolf som programdirektør har ret til at indgå kontrakter, så er det, ifølge fondsloven, ulovligt at være inde over sine egne projekter.

Det forklarer professor i selskabs- og fondsret, Søren Friis Hansen, Copenhagen Business School.

Det ville nemlig ifølge professoren kunne medføre, at “direktører kunne forhandle kontrakter med sig selv og tidoble deres egen løn”.

– Han må simpelthen ikke være inde over sine egne projekter. Det er slet og ret ulovligt og i strid med loven.

– Den sikreste måde at gøre den bevilling lovlig, er, hvis den var godkendt af bestyrelsen – og endda kun de medlemmer af bestyrelsen, der ikke er i kommuner, hvor projektet finder sted, siger professoren til TV2 Østjylland.

Penge kommer fra det offentlige

Langt størstedelen af pengene i Aarhus 2017-fonden stammer fra det offentlige, og det drejer sig i alt om 350 millioner kroner.

Men hvis pengene var givet uden om fonden – altså direkte fra det offentlige til projektet, så ville man aldrig kunne se et eksempel, hvor en person giver penge til et projekt, som han selv står i spidsen for.

 Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Aarhus 2017 er i søgelyset for at have lempfældig omgang med de økonomiske midler.

Tidligere har TV2 Østjylland kunne afsløre, at 24,8 millioner kroner fra kulturhovedstaden er sendt tilbage til Aarhus Kommune, selv om det ellers er i strid med fondsloven at give penge til fondens stifter.

I den sag har Erhvervsstyrelsen krævet en redegørelse af Aarhus 2017 i næste uge.

Powered by Labrador CMS