Direktør død efter ulykke
Jens Henneberg, viceadministrerende og publicistisk direktør i Bonnier Publications, er død. Han blev 60 år.
Viceadministrerende og publicistisk direktør i Bonnier Publications Jens Henneberg er afgået ved døden efter en ulykke.
Det oplyser Bonnier Publications i en pressemeddelelse.
Lørdag styrtede Jens Henneberg under en tur på mountainbike i Silkeborg-området. Selv om redningsmandskabet fik bragt Henneberg til Skejby Sygehus, var skaderne på nakkehvirvlerne for omfattende.
Jens Henneberg blev 60 år.
Jesper Buchvald, administrerende direktør i Bonnier Publications, udtaler, at “Jens var et usædvanligt menneske”.
– Hans store nysgerrighed og appetit på at opdage verden gjorde ham til et meget vidende menneske, som altid var spændende at være i selskab med. Alle, som har arbejdet med Jens, ved, at hans passion og engagement rakte over ufatteligt mange interesseområder og altid med et godt blik for den menneskelige faktor.
– Vi har mistet en afholdt og en ekstraordinært talentfuld kollega i Bonnier Publications. Men det største tab er for hans familie, og det er hans kone og tre døtre, som er i vores tanker i denne stund, siger Jesper Buchvald i pressemeddelelsen.