Disse apparater koster dig en formue i strøm

Sommerhuse er ofte endestationen for gamle apparater fra køleskabe til tv. Det skader klimaet og giver ejerne høje elregninger.

Udgivet Opdateret

Det er ikke godt nok til hverdag – men måske kan det bruges i sommerhuset? Hvis du har tænkt den tanke, kan du være en af de danskere, der uden at ville det skader klimaet og giver sig selv en højere elregning.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

– Sommerhuse, kolonihaver og andre fritidshuse er hjem for mange forældede apparater. Det bliver et slags hospice, hvor det gamle køleskab og fjernsynet fra 90erne bruges nogle år mere, end de egentlig burde. Det betyder højere elregninger, for de gamle apparater sluger langt mere strøm. Samtidig går de oftere i stykker. Derfor er det en god ide at tænke sig om to gange, før man flytter gamle strømslugere til sommerhuset, siger fuldmægtig Thore Stenfeldt fra Energistyrelsen.

Eksempelvis bruger et gammelt køleskab med energimærke A 2½ gange så meget strøm som et nyt med energimærke A+++.

I galleriet ovenfor kan du få et overblik over, hvilke apparater i hjemmet der typisk bruger allermest strøm.

Hvornår skal du skrotte?

Man kan regne på økonomien i de enkelte apparater, hvis man kender strømforbruget. Hvornår det – fra et rent klimahensyn – er det rigtige tidspunkt at sende sine gamle apparater til genbrug, afhænger af en række faktorer, understreger Thore Stenfeldt.

– Der bruges også energi og ressourcer på at producere et nyt apparat. Men hvis du afleverer dit gamle apparat på genbrugspladsen, bliver mange af materialerne brugt igen. Der er også forskel på, hvornår det er bedst for klimaet at skrotte for eksempel en fryser og et fjernsyn. Men overordnet betyder brugen af de forældede apparater en unødigt høj klimabelastning, siger Thore Stenfeldt.

Energistyrelsen anbefaler også at overveje solceller til at minimere energiforbruget i sommerhuse.

Og en varmepumpe, hvis huset bruges hele året.

Powered by Labrador CMS