Disse tre ting kan du skrue på for at forbedre din økonomi

Få mere økonomisk overskud ved at øge indtægter og skære ned på udgifter. Selv små ændringer kan gøre en stor forskel, lyder rådet fra privatøkonom

Offentliggjort

Tre strategier til at forbedre din økonomi i 2025

Privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen fra PFA anbefaler tre hovedstrategier for at forbedre din økonomi i 2025: øg dine indtægter, reducer dine udgifter og skab passiv indkomst. Ved at justere lidt på alle tre områder kan du skabe mere økonomisk luft til at realisere dine fremtidige drømme.

For at øge indtægterne kan du overveje at sælge ubrugte genstande eller udleje bolig og bil. Samtidig er det en god idé at gennemgå dine udgifter, som for eksempel abonnementer, og overveje at skifte forsikringsselskab for at spare penge. Endelig kan du opbygge en passiv indkomst ved at investere langsigtet, hvilket kræver tålmodighed men kan give gode resultater over tid.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Året er for alvor skudt i gang, men det er endnu ikke for sent at få kigget på din økonomi for 2025.

Hvis du ønsker mere luft i økonomien, så der er plads til at realisere dine drømme i fremtiden, skal du læse med her.

Der er overordnet tre håndtag, som du kan dreje på i din privatøkonomi. Det fortæller privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Ofte er det mest effektivt at dreje lidt på alle tre, siger hun.

Indtægter 

- Som det første kan man undersøge muligheden for at øge sine indtægter.

Det kan være, at du har noget, som du kan sælge, fordi du ikke længere har brug for det.

Deleøkonomi kan også være en mulighed, hvis du i perioder kan udleje bolig eller bil.

- Man skal heller ikke være bleg for at indkalde sin chef til en lønsamtale. Lønmodtagere står faktisk i en god forhandlingssituation, fordi beskæftigelsen er høj, og arbejdsløsheden er lav, siger Camilla Schjølin Poulsen og uddyber:

- Føler man, at man er blevet lidt overset i et stykke tid, er det et godt tidspunkt at gøre noget ved det nu.

Det vil være nemmere for dig at finde ud af, hvordan du kan forbedre din økonomi, og hvad du kan justere, hvis du først får lavet et budget over dine udgifter.

Snak med chefen 

Hun anbefaler, at du fortæller chefen med det samme, at du gerne vil tale om løn, så chefen har mulighed for at forberede sig og ikke bliver taget med bukserne nede til mødet.

- Det næste håndtag er at bruge færre penge. For nogle vil det nok forekomme nemmere at skrue ned for udgifter end at tjene mere, siger hun.

Det vil være en stor hjælp for dig selv, hvis du starter med at lave et budget, så du får et klart billede af, hvad dine penge går til.

FAKTA: Sådan kan du lave et budget

* Du kan finde en overskuelig skabelon til et budget på hjemmesiden raadtilpenge.dk. Men du skal skynde dig, da Finanstilsynet, der står for driften af raadtilpenge.dk, lukker hjemmesiden ned den 28. februar 2025.

* Vælg "Beregnere" i menuen og derefter "Budgetskabelon". Sørg for at gemme dit budget, inden hjemmesiden lukker.

* De fleste banker vil også kunne sende dig et budgetskema, hvis du spørger.

Kilde: raadtilpenge.dk.

Små beløb er store 

De fleste vil nok blive overraskede over, hvor mange penge de rent faktisk bruger, vurderer Camilla Schjølin Poulsen.

- Her er de lavthængende frugter at finde frem til udgifter på ting, som man ikke længere bruger. Det kan blandt andet være streamingtjenester, abonnementer og fitness, siger hun.

- Og husk mange bække små. En streamingtjeneste til 149 kroner om måneden koster årligt 1788 kroner.

Overordnet kan du dreje på tre håndtag for at forbedre din økonomi. Tjen mere, brug færre penge, og skab passiv indkomst. Det fortæller privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.

Gennemgå forsikringer 

Camilla Schjølin Poulsen anbefaler desuden, at du gennemgår dine forsikringer minimum hvert tredje år.

Der er ofte tilbud, og derfor kan det typisk betale sig.

- Sidste år skiftede jeg selv til et andet forsikringsselskab og sparede over 2000 kroner årligt. Jeg fik endda et produkt, der passer mig bedre og har lavere selvrisiko, siger hun.

Købestop har været en trend i noget tid, og den kan du også tappe ind i.

- Den personlige udfordring kan så være, at man skal undgå at købe for eksempel tøj og sko i de næste seks måneder, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Tænkepause 

En anden metode er at give dig selv en tænkepause på minimum én dag for at finde ud af, om du virkelig behøver det, hvis du skal bruge mere end 300 kroner på noget nyt.

- Og det sidste håndtag er at skabe passiv indkomst. Det vil sige, at man i starten af måneden overfører penge fra sin lønkonto til en opsparingskonto, siger hun.

- De penge skal bruges til langsigtede investeringer. Vær tålmodig. I starten kan man måske føle, at det går lidt langsomt, men der skal nok komme mere fart på.

Har du dyr gæld, kan det dog give mening at komme af med den, før du overvejer investering, tilføjer hun.

Powered by Labrador CMS