DMI advarer: Sneen vender – igen – tilbage

Snefaldet kan gøre, at bilister kommer til at blive forsinkede, eller det der er værre.

Udgivet Opdateret

Hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, bringer man torsdag eftermiddag en nyhed, der er god for dem, der elsker at bygge snemænd og dem, der er ved at være trætte af at køre bil, når der er faldet fem til 10 centimeter sne.

Det er nemlig det, der er i vente for en stor del af Danmark, når torsdag aften bliver til torsdag nat, fredag morgen og fredag formiddag. En frontzone er allerede nu på vej ind over landet, og egentlig har den mest regn med, men i nat kommer der altså også sne.

Henning Gisselø, vagthavende ved DMI, fortæller Newsbreak.dk, at det ser ud til, at en stor del af Jylland får “glæde” af snevejret. Fra Horsens til hvide Sande til Aalborg og til Hanstholm vil frontsystemet i løbet af natten hænge og sende byger af sne ned over landet.

Da det stadig fryser om natten, her en god uge inde i marts, vil sneen også blive liggende, når den lander, og den begynder først at smelte, når fredag skrider frem, og temperaturerne går i plus.

– Vi regner med to til tre graders varme i midtjylland, og i løbet af de næste par dage får vi temperaturer over nul. Jeg tror ikke, at der er meget sne tilbage på den anden side af weekenden. Så det er sidste chance, hvis man vil ud og bygge snemænd, siger Henning Gisselø til Newsbreak.dk.

Der kommer også regn

For de, der snarere skal pendle end bygge fredag morgen, er rådet i øvrigt, at man skal tjekke vejrudsigten, inden man kører hjemmefra. Det kan være, man bør køre afsted i god tid.

Henning Gissleø fortæller i øvrigt, at der også vil falde nedbør over resten af landet torsdag eftermiddag og aften såvel som torsdag nat, fredag morgen og fredag formiddag. Men der bør det altså falde som regn.

Powered by Labrador CMS