DMI ændrer varsel: Hele landet risikerer nu store mængder af regn

Du skal være opmærksom på vejret i halvandet døgn.

Hos DMI forventer man, at store dele af Danmark vil blive ramt af skybrud fra klokken 17.00 torsdag eftermiddag. Arkivfoto: Axel Schütt/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er ikke mange timer siden, at Newsbreak.dk sidst skrev om vejret for Danmark i den kommende tid. Da vi talte med DMI tidligt torsdag morgen, var der én formildende omstændighed ved den dystre vejrudsigt, vi bragte videre til vores læsere; det var ikke hele landet, der var i fare for at blive ramt af skybrud. Men det er det nu.

Sådan er tonen fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Janne Hansen, der til Newsbreak.dk fortæller, at det nye varsel fra DMI træder i kraft torsdag eftermiddag 17.00.

15 milimeter regn på 30 minutter

Herfra og frem til lørdag morgen klokken 05.00 forventer man hos DMI, at der vil falde mellem 30 og 50 milimeter regn. Der er i den periode risiko for lokale skybrud, hvor der vil falde mere end 15 milimeter regn på 30 minutter.

Der kan forekomme store lokale variationer i nedbørsmængden foruden lokale skybrud kan der stedvis også forekomme kraftig regn med mere end 24 mm på 6 timer. Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed,” skriver DMI i det seneste varsel. 

Sådan ser det nye kort ud. Foto: DMI.
Sådan ser det nye kort ud. Foto: DMI.

Janne Hansen fortæller, at der kommer til at være store lokale forskelle på den mængde nedbør, der vil falde.

– Men der kan forekomme lokale skybrud. Nogle steder vil der falde mere regn, andre steder mindre, fortæller Janne Hansen.

Hun fortæller også, at det skybrudsvarsel, der hidtil har hersket for store dele af landet, er blevet nedjusteret og nærmest ikke er aktivt mere. Hos DMI kan man nemlig se, at de fronter, der burde have givet Danmark skybrud i de seneste timer, har bevæget sig så hurtigt, at man ikke nåede at registrere skybrud nogle steder.

– Men de byger, der kommer i aften og i nat, de bevæger sig langsommere, siger Janne Hansen.

Det er ikke for sjov, når DMI varsler skybrud eller andre former for voldsomt vejr. Det er nemlig DMIs ansvar at advare både os danskere, men også de myndigheder, der skal hjælpe os, når himmel og hav står i ét.

– Vi er udpeget som myndighedsansvarlig. Det betyder, at vi har et sektoransvar for helt officielt at komme med varsler om farligt vejr. Det sker på baggrund af vores vejrdata og vi kan dermed gå ind og understøtte andre myndigheder, når de skal planlægge at hjælpe befolkningen under ekstreme vejrsituationer, forklarer DMIs beredskabschef, Michael Skelbæk til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS